BPI Skytteforening er en af de mange foreninger i Fredericia, hvor der er en stærk klubånd. Fredericia AVISEN har været ude at besøge skytteforeningen på en træningsaften, hvor vi talte med formand Lars Kring.

Ud af snoede veje i mørke og så til højre. Sådan føltes vejen ud til Pjedstedvej 33A, hvor BPI Skytteforening har til huse.

Formand Lars Kring, BPI Skytteklub (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Flere af klubbens skytter var taget til Lolland for at deltage i et stævne, men der var stadig aktivitet i klubhuset, hvor Lars Kring sad solidt plantet i receptionen og tog imod klubbens medlemmer.

Efter at have ordnet et par praktiske gøremål satte vi os hen til et bord, hvor vi talte om, hvad BPI Skytteforening er for klub.

Klubben har i omegnen af 100 medlemmer, og det er meget konstant, selvom foreningslivet flere steder lider under, at unge hælder til at sidde derhjemme og game, men sådan er det ikke blandt BPI’s medlemmer.

De ligger ikke på den lade side, og mange af dem er blandt Danmarks bedste til at skyde med skarpt, og det foregår primært med riffel, og en af grundene til man er så gode ude i Bredstrup-Pjedsted prøver formand Lars Kring at give svaret på.

“Vi har en rigtig god klubånd herude, og vi har fået gode faciliteter og det har meget at sige i forhold til udvikling af skytterne,” siger han og kommer ind på, hvordan medlemsfordelingen er aldersmæssigt:

“Der er børn fra syv års alderen, og så har vi ellers medlemmer helt op til 91 år, og han kan stadig ramme,” siger Lars med et smil.

(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Selv er Lars en rutineret herre. Han har været med i BPI Skytteforening siden 1992, hvor han startede pga. sin søn.

“Der gik et halvt år, så sad jeg i skydeudvalget. Siden 2000 har jeg været formand, og der er sket meget siden. Det hele er blevet bygget om her med opholdsrummet og så er 50 meterbanerne nye. Man byggede et helt nyt center i 2008,” forklarer Lars.

Hvad har faciliteterne gjort for jer som klub?

“Det har helt sikkert højnet niveauet. Det har gjort, at vi har 15 med til talenttræning,” siger Lars og fortsætter:

“Vi har i Anne Skade en af Danmarks bedste luftskytter, der træner her. Hun har netop vundet en OL-kvoteplads, og nu ser vi om hun får lov til at beholde den.”

(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Lars har været i BPI Skytteforening i 27 år, men han har stadig et drive, der er beundringsværdigt.

“Det er lysten, der driver mig. Vi udvikler os hele tiden, og det er fedt at få de unge igang med at skyde, bygge dem op og se hvordan de kan præstere,” siger Lars og kommer ind på, hvad BPI Skytteforening tilbyder deres medlemmer:

“Vi har masser af socialt med de unge mennesker, hvor vi har fællesspisninger og forskellige ting, og så skyder vi selvfølgelig til stævner,” siger han.

Udover at være en skytteklub, så hjælper BPI Skyteforening også i andre sammenhænge. Det har blandt andet vist sig, at det er godt for ADHD-børn at starte hos dem.

(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

“Flere unge har vist, at de kan få ro i kroppen via skydningen, som er et godt sted at være for dem. Vi har mange ADHD-børn, der nyder godt af det og jeg vil skyde på vi har 8-10 stykker af dem pt.,” siger Lars.

I eksempelvis håndbold ser man, at det ikke er en helårssport, men sådan er det ikke i skydning.

“Vi har vintersæsonen fra d. 1. oktober og frem til d. 1. april. Så kommer der en sommersæson fra 1. april og frem til 1. oktober, og imellem det holder vi tre ugers sommerferie,” siger Lars.

Hvor kommer jeres medlemmer fra?

“De kommer faktisk udenbys fra de fleste. Det er fra byer som Vejle, Børkop, Billund og sådan noget. Vi er store geografisk. Det er sådan nogle som dem, der kører efter forholdene og den måde vi træner på,” slutter Lars, der er 61 år, og til dagligt er maskinfører.

https://www.billet.dk/queen-machine-i-fredericia#bio

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her