Håndboldsæsonen er for alvor i gang, men FHK’s første tre ligakampe har været uden Rasmus Boysen, der har været ude med en forstrækning i baglåret. Fra sidelinjen har han kunnet se til, imens holdkammeraterne er kommet godt fra start.

Rasmus Boysen kom til FHK sidste efterår efter et ophold i norske Elverum. Hans første sæson i klubben var med fart over feltet på FHK-mandskabet, der ville hurtigt frem ad banen og forsvarede i et klassisk, fladt 6:0-forsvar.

I denne sæson er det nye tider. FHK vil stadig hurtigt frem, men det er mere velovervejet, og forsvaret er i en mere aggressiv udgave, og det har hidtil kastet fire point af sig i ligaen og et avancement i pokalturneringen.

– Det er gået fornuftigt. Vi har fået mange nye spillere, og skulle implementere en ny spillestil. Vi havde det svært i træningskampene, men vi startede godt mod Kolding i pokalturneringen, og det gav tro på tingene. Den bølge er vi redet videre på. Vi tabte mod Skjern, men jeg synes, at der stadig er elementer vi kan tage med videre, siger Boysen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Den nye forsvarsstil er noget, som FHK-mandskabet har talt med trænerteamet om. Generelt set fremhæver Boysen, at man i FHK hører spillerne om deres mening i forhold til elementer af spillet, og det var netop i forbindelse med en evaluering efter sidste sæson, at det nye forsvar blev vedtaget, og det har vist sig at være en succes.

– Det er en ny måde at dække op. Vi har tidligere dækket mere fladt op, men nu er det mere mand-mand, og det har fungeret godt i starten af sæsonen. Samtidig har vores keepere gjort det godt, og det ser ud til, at det passer godt til dem, siger Rasmus Boysen.

I de seneste kampe har man kunnet opleve Rasmus Boysen bag FHK’s bænk, hvor han med fagter og tilråb har forsøgt at hjælpe holdet til sejr. Forsvarsspecialisten har nemlig pådraget sig en skade, der har holdt ham ude.

– I opstarten fik jeg en forstrækning i baglåret og jeg troede, at jeg var ovre det. Et par dage før kampen mod BSH opstod der en ny samme sted som første gang, og det er jeg selvfølgelig træt af. Nu handler det bare om at blive klar igen, selvom det er et irriterende tidspunkt at blive skadet på. Jeg prøver at komme med inputs fra sidelinjen, og ellers komme mig så hurtigt som muligt. Jeg ville gerne have været med mod Skjern, men jeg blev testet et par dage før kampen, og var ikke klar til at spille, siger Boysen, der ikke kan sætte tidshorisont på, hvornår han er klar igen.

http://adp-as.dk

Da Rasmus Boysen kom til Fredericia i efteråret 2020, var det med et begrænset antal tilskuere på lægterne. Sidenhen betød restriktioner, at der slet ikke måtte komme tilskuere, og først til pokalkampen mod KIF Kolding oplevede forsvarsspecialisten derfor thansen ARENA i fuld vigør som FHK-spiller.

– Det var fantastisk. Jeg tror, at det betyder noget for alle spillere, og det gør noget for den spillestil, som jeg har. Den dedikation fansene har er for vild, og det er noget jeg ved, at vores nye spillere synes, har været fedt at opleve, forklarer Boysen.

Netop det, at der igen er tilskuere på lægterne, mener Rasmus Boysen også betyder noget for FHK rent sportsligt i forhold til klubbens ambitioner.

– Jeg mener helt klart, at det betyder noget. Sidste sæson var atypisk på den måde, at vi hentede mange point på udebane, og knap så mange hjemme. I den her sæson har man allerede i begyndelsen af sæsonen kunnet se betydningen af at have fans på lægterne. Jeg tror, at alle vil komme til at få det svært, når de møder os i “hulen”, slutter Rasmus Boysen.

28-årig Rasmus Boysen har fået sin håndboldopdragelse i Skjern Håndbold, men i sommeren 2014 forlod han den vestjyske klub i bestræbelserne på at få en større rolle. Han tørnede derfor ud for Tønder i en enkelt sæson inden, at skiftede til Ribe-Esbjerg i sommeren 2014. Frem til 2019 spillede Boysen i Ribe-Esbjerg, hvorefter han skiftede til Elverum inden, at turen gik retur til dansk håndbold, da FHK hentede ham i efteråret 2020.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her