Lørdag havde galleri Kunstspiralen i Prinsessegade i Fredericia fernisering med billeder fra 5 vestfynske kunstnere. Åbningen blev i fællesskab foretaget at de to borgmestre fra Fredericia og Middelfart.

Borgmestrene, som blev bedt om at færdiggøre et maleri af Lillebælt med de 2 byer, havde begge meget nemt ved at finde frem til den røde farve, men da de i fællesskab skulle blande den grønne farve kneb det mere, og resultatet blev noget grumset.

Ferniseringen var særdeles velbesøgt, der var ikke alene trængsel på trapperne til 2.sal, men også i udstillingslokalet hvor meninger om malerier fra Aasta Petersen, Gytte Thykjær, Hindigunn Tausen og Peter Chris samt foto fra Aksel Tornøe, blev livligt diskuteret.

Udstillingen er åben til og med fredag den 13. februar indenfor galleriets almindelige åbningstider.

(Foto: PR )