Alle borgere i Fredericia kan nok eller har hørt om både Richard Pedersen og J.B. Nielsen for slet ikke tale om Uffe Steiner Jensen. Alle var de socialdemokrater med stort hjerte for byen, og de arbejdede ikke for egen vindings skyld. Men de er alle nu fortid.

For at blive ved socialdemokratiet, hentede de i 2013 Jacob Bjerregaard ind fra Christiansborg, da de havde mistet borgmesterkæden i 2010 til Venstre´s Thomas Banke. Noget skulle de gøre, da byen havde haft rødt bystyre i næsten 100 år.

Jacob Bjerregaard opnåede også den succes, som man havde håbet på, fik en kæmpe valgsejr for partiet, så både borgmesterkæden samt et absolut flertal i byrådet blev rødt igen.

Pludselig stoppede så opturen for partiet, den ene skandale efter den anden skyllede ind over partiet, Borgmesteren blev politianmeldt, måtte flytte til en anden by, og partiet måtte indsætte Steen Wrist som afløser indtil kommunalvalget. Men flertallet havde socialdemokratiet dog stadig i byrådet. Dette både må og skal stoppe nu.

Fredericia skal ikke styres af et parti alene, det har vi nu både set og mærket på pengekassen, hvor galt det kan gå med et absolut flertal. Og den sidste regning for skandalerne er med garanti ikke kommet frem endnu. Rygterne siger, at det nemt kan blive op til et to cifret millionbeløb, som byens borgere kommer til at betale. Jo det bliver ”røde” tal på bundlinien med socialdemokratiet ved magten.

Nu er det blevet tid til nytænkning for det kommende byråd, magten bør fordeles bedre imellem partierne, og de blå partier har også flere gode forslag til den kommende borgmester, som skal lede byrådet.

En af de oplagte er Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, som udover at have været i politik i meget lang tid, også har erfaring med fra Christiansborg, hvor hun sad fra 2015 til 2019. Hun har samtidigt været medlem af byrådet i Fredericia siden 2010, så hun vil være en oplagt kandidat til at overtage borgmesterkæden ved det kommende kommunalvalg den 16/11-2021. Hun er i besiddelse af den erfaring der skal til, har tid og overskud til at passe jobbet som lokalpolitiker (børnene er flyttet hjemmefra) for det kræver rigtigt meget tid. Desuden brænder hun for at bringe Fredericia tilbage på landkortet som byen, hvor man kan bo trygt og godt, både som ung og ældre. Skulle man også gå hen at blive syg, er hun også kvinden der har fået sundhedshuset til byen. Og det er hun slet ikke færdig med at udbygge. Hun vil også kæmpe for, at der kommer flere uddannelsesmuligheder til byen. For slet ikke snakke om, at byen skal gøres mere imødekommende, både for erhvervslivet og for byens borgere.

Hun har tillige siddet i regionsrådet, samt været medlem af danske regioner, så Susanne har kontakter i næsten alle egne af Danmark, som hun kan trække på, når hun skal opnå noget for byen.

Jo, Susanne Eilersen vil være et oplagt emne til at overtage borgmesterkæden tirsdag den 16. november 2021.

Med venlig hilsen

Palle Dahl

Lokalformand

1 KOMMENTAR

  1. Nej tak til Susanne Eilersen, DF, som kommende borgmester i Fredericia fra 01.01.2022. Hun har om nogen “siddet på hænderne” i forbindelse med det, der nu så “afdæmpet” kaldes “borgmestersagen”. Det er mit håb, at DF`s problemer på landsplan også “slår igennem” lokalt, så repræsentationen i byrådet også decimeres markant. Jeg er opmærksom på, at der er andre partier, der er i tilsvarende situation, og hvis det var muligt, burde hele det siddende byråd udskiftes, men nogen med erfaring skal vi dog fastholde. Hvem det bør være, afgør vælgerne, som forhåbentligt ikke lader sig besnære af de smarte udmeldinger i den igangværende valgkamp.

Skriv en kommentar