Borgmester Jacob Bjerregaard fortæller, at Fredericia Kommune er i dialog med byens uddannelsesinstitutioner omkring coronasituationen i Fredericia, hvor senest hele 2. årgang er sendt hjem fra Fredericia Gymnasium.

Tidligere i dag kom det frem, at der er ti smittede elever på Fredericia Gymnasium, og som følge af det er hele 2. årgang på gymnasiet sendt hjem. Situationen er så tilspidset, at rektor Poul Erik Madsen fortalte til AVISEN, at man er tæt på at gå i “rød zone” i Fredericia. Det er en situation, som man fra Fredericia Kommunes side tager alvorligt.

»Vi er opmærksomme på det, og hvis man går i rød, så er der forskel på om det er sket i tilfælde af om det er unge eller beboere på plejehjem. Vi tager situationen alvorligt i vores taskforce, og der er iværksat en plan, hvor vi har informeret de mange aktører, der har været i berøring med unge. Nu skal vi i yderligere dialog med skolebestyrelser, uddannelsesinstitutioner og nattelivet. Vi skal også have fat i foreningslivet, da der er nogen på gymnasiet, der dyrker idræt,« siger Jacob Bjerregaard til AVISEN.

I København er myndighederne skredet ind og skærpet kravene til bar- og restaurationsbranchen. Blandt andet må de ikke have åbent længere end til klokken 22:00, men i første omgang vil Borgmesteren ikke skride ind på samme måde i Fredericia.

»Vi vil holde så meget som muligt åbent i forhold at handle og spise og så holde smitten nede. Det betyder, at vi sætter hårdt ind overfor smittetilfælde. Når vi når til begrænsning handler det også om folks adfærd. Når jeg selv har været ude at spise, så har folk været fornuftige, og det skal vi fortsætte med. Det er vigtigt, at vi holder byen åben, men det er også vigtigt, at man tager hensyn,« forklarer Jacob Bjerregaard.

Fredericia Gymnasies rektor, Poul Erik Madsen, håber at kunne få en testbil ud på gymnasiet. Det et forslag, som Bjerregaard har taget med videre.

»Vi synes, at det er en god idé og har taget fat i Regionen omkring det. Regionen vil gerne, men problemet er, at kapaciteten er hårdt ramt pga. situationen i København. Som jeg forstår det, er en del røget derover. Man gør, hvad man kan fra regionens side, men det handler også om at have kapaciteten til det,« slutter Jacob Bjerregaard.

Leave a Reply