“Udflytningen er særligt uforståelig i en tid, hvor regeringen netop har sat en god og fornuftig ambition om at placere flere statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet.”

Sådan skriver borgmester Jacob Bjerregaard i et brev til transportminister Hans Christian Schmidt, efter det blev klart at det statsejede selskab PostNord planlægger at flytte 45 arbejdspladser til Indien – 26 af dem fra afdelingen i Fredericia. Jacob Bjerregaard mødes torsdag med arbejdsmiljørepræsentant, Janne G. Madsen, fra den fyringstruede afdeling i PostNord.

”Jeg vil gerne vise min støtte til medarbejderne og høre, hvordan jeg bedst kan hjælpe.  De har min fulde opbakning. Det er uforståeligt, at man vil flytte gode danske arbejdspladser til Indien, og det har jeg bedt ministeren stoppe”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Udmeldingen fra PostNord rammer midt ned i debatten om udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af landet.

”Det er jo helt absurd, at mens vi sidder og kigger på, hvordan vi skaber balance og vækst i provinsen, så synes man hos PostNord, at man skal flytte gode lokale arbejdspladser til Indien. Det hænger jo slet ikke sammen”, siger Jacob Bjerregaard.

Med til mødet på torsdag er også sektorformand i HK Midt Lone Thomhav og fællestillidsrepræsentant og klubformand i HK Post og Kommunikation Eigil Johannesen.