For en mand som Steen Wrist er 1. maj noget nær en helligdag, hvis ikke han selv anser det for at være en helligdag. Han er både socialdemokrat og mangeårigt aktiv i fagbevægelsen, så arbejderkampen står ham nær. Hans budskaber i år handler om at forsvare de vigtige ting – men samtidig rose blandt andet erhvervslivet for at tage ansvar.

– Jeg tror, at uanset om man er opvokset i Socialdemokratiet eller i Fagbevægelsen – eller begge dele, så er det en dag, hvor vi gør status og kigger fremad, siger Steen Wrist.

– Jeg har brugt min taletid til at tale imod ulighed. Det er blandt andet imod ulighed i sundhed, hvor 00’ernes minimalstat betød lukningen af et sygehus. Vi har taget skeen i den anden hånd og har bygget et sundhedshus op. Det er ikke alle borgere, der har lige let ved at komme rundt. Dem gør vi noget for her, forklarer Steen Wrist.

Noget der har været et tema for mange – og som særligt den nyvalgte forbundsformand for 3F, Henning Overgaard, markedere sig på, er Arne-pensionen. Den kamp melder Steen Wrist sig også ind i.

– Jeg har slået et slag for Arne-pensionen. Det har jeg gjort, fordi jeg mener, at det er fuldstændig på sin plads, at de der er startet tidligst på arbejdsmarkedet også får lov at gå før. Alle har ret til en god tredje alder. Jeg har blæst til forsvar for Arne-pensionen. Der er partier, der allerede nu har meldt ud, at de ønsker at fjerne den igen. Der sagde en fagforeningsmand for et par uger siden, at så skal de forbi ham og hans fagforening. Jeg vil gerne stille mig ved siden af der. Og er der noget vi kan i Fredericia, så er det at lave en forsvarsvold, siger Steen Wrist.

– Vi har også brug for at skabe et forsvar om vores offentlige ansatte. Der begås fejl og alle kan have en dårlig dag. Men det er medarbejdere, der hver dag gør deres bedste og gør et godt stykke arbejde. De har krav på ordentlige arbejdsvilkår. Mere end fjerde ansatte har været udsat for trusler om vold eller direkte vold. Der tæller en udadreagerende elev i fjerde klasse også, og det tæller også en dement. Men, offentlige ansatte i Fredericia Kommune skal ikke gå rundt i frygt. Det er ikke okay, når det ikke skyldes sygdom eller umodenhed, lyder det fra borgmester i Fredericia, Steen Wrist.

For Steen Wrist handler arbejderkampen også om at turde stille krav. Det gør Fredericia Kommune, når de laver indkøbsaftaler.

– Jeg har også brugt lidt energi på at tale om kommunens indkøb. Vi har i mange år haft en regel om ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Nu følger også uddannelsesansvar, klima og andet. Så nu har vi indført et følg- eller forklar-princip. Så kan man ikke følge, så skal man forklare. Det gør man, fordi vi mener det meget alvorligt. Men det er også fordi, at vi med de forventninger også stiller vores lokale virksomheder lidt foran i køen, fordi de tager et ansvar, siger Steen Wrist.

Atypisk tak til erhvervslivet

Arbejdernes Internationale Kampdag er ikke normalt et sted, hvor erhvervslivet får meget opmærksomhed og ros. Men det har Steen Wrist alligevel gjort i årets taler.

– Så har jeg brugt min taletid, med god modtagelse, til at sende en hilsen til det lokale erhvervsliv – eller, den del af det lokale erhvervsliv der tager lærlinge. Det gælder håndværkerforeningen der giver en appetizer til de unge, hvor de unge får værktøjet i hånden og prøver. Det gælder, når de er medfinansierende i at sende busser af sted til DM i Skills, siger Steen Wrist.

– Der er sket en stigning, på knap en fjerdedel unge, der i dag tager en erhvervsuddannelse. Og det er hamrende vigtigt. For vi mangler dem allerede nu. På den anden side er det også godt for de unge, for en god erhvervsuddannelse giver et godt grundlag. Vi skylder de unge en håndholdt indsats. Ikke som en spareøvelse, men vi sætter flere penge af. Vi skal have en sammenhængende ungeindsats, lyder det afslutningsvist fra Steen Wrist.