Staurby Skov skal være borgernes nye rekreative skov. Af den grund er det også borgerne, der skal være med til at pege på, hvad der skal være i skoven af stier, oplevelser mm. Middelfart Kommune inviterer derfor til borgermøde. Her vil alle få mulighed for at komme med deres bedste, anderledes og sjoveste ønsker til, hvilke muligheder der skal være i Staurby Skov. Det skriver Middelfart Kommune i en pressemeddelelse.

Til mødet vil borgmester Steen Dahlstrøm kort fortælle om visionen for Staurby Skov: ”Ved overtagelse af skoven skaber vi helt nye muligheder for oplevelser og aktiviteter i nærområdet. Det er Byrådets intention, at der i tæt samarbejde med borgerne skabes en værdifuld bynær rekreativ skov med mange udfoldelsesmuligheder og gode naturværdier. Derfor er det vigtigt med lokal opbakning til borgermødet.”

Formanden for Staurby Skov Udvalget, Peter Storm vil præsentere udvalgets foreløbige overvejelser omkring skoven og fortælle om de ideer, der allerede er bragt i spil. ”Staurby Skov Udvalget har allerede fået omkring 100 ideer til, hvordan skoven kan bruges, og hvad der skal være i skoven. Vi håber på, at der kommer mange flere ønsker fra borgerne, så vi får mulighed for at lave den bedste og mest alsidige skov, som mange forskellige brugere vil få glæde af. Vi vil gerne gøre Staurby Skov til en skov i særklasse. Så alle, der har en ny og spændende ide, må endelig deltage i borgermødet.”

Der er til mødet afsat god tid til at borgerne kan pege på, hvilke ideer der er de vigtigste at få realiseret i skoven. Vi håber på en livlig debat og godt humør – og en masse ideer der er lige til skoven!

Borgermødet afholdes på Brogaarden den 25. oktober kl. 18.30-20.00. Adresse: Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart

Tilmelding til Betinna.Gronkjaer-Petersen@middelfart.dk eller tlf.: 8888 4872.