Da sygedagpengene torsdag skulle have været udbetalt er der flere borgere, der ikke har fået penge på kontoen. Kommunerne i Danmark er nemlig i gang med at skifte system, hvilket sætter flere borgere i klemme. “Vi kan desværre ikke gøre noget”, fortæller Susanne Pedersen fra Fredericia Kommune, men slår samtidig fast at det er få borgere det drejer sig om.

“Det er sådan, at den månedlige udbetaling var i går. Vi havde indberettet alt der lå, da Sygedagpengesystemet lukkede ned d. 22. Maj kl. 16. Derfra har 91 af landets kommuner ikke haft et system at arbejde i. Det nye system åbner først d. 3. juni. Men alt der var indberettet til os inden der er kørt – og de udbetalinger er sket. Men det er klart, at der hvor der har manglet dokumentation i sagen har ikke kunnet indberettes og dermed ikke udbetales”, forklarer Susanne Pedersen, Afdelingsleder i Ydelsesafdeling i Jobcentret.

“Der er dog nogle der får udbetalt 14-dagesvis. De af dem der får i ulige uger, de skal have en udbetaling d. 4. Juni, men de skal kontakte kommunen d. 3, så vi kan overføre pengene, så det er på kontoen dagen efter. Men vi ved ikke hvem de er, derfor skal de kontakte kommunen. Ellers får de altså ikke en udbetaling”, fortsætter Susanne Pedersen.

Hvad skal borgerne gøre? Huslejen skal jo betales til d. 1.?

“Det er sådan, at man må forsøge at tale med sin bank omkring det her. Det er et system der er vedtaget centralt og hele landet har det her problem. Det er meget beklageligt, men vi kan faktisk ikke gøre noget”, forklarer hun.

“De sager der kører i forvejen og ikke er nyopstartede eller med ændringer vil få udbetalt som de plejer. Det er langt størstedelen af sygedagpengemodtagerne. I nye sager hvor dokumentationen er der, de er taget helt op til kl. 16 den dag hvor systemet lukkede ned. Der kan være sager – også dem der kører nu – hvor der ikke er meddelt dokumentation, så det ikke har kunnet indberettes”, fortæller Susanne.

“Men fra d. 3 må folk endelige ringe til os – og der kan vi overføre. Det vil være sådan, at i og med vi har nået alt der lå, så har NemRevision haft muligheden for at sende penge, men vi har bare ikke kunnet se det. Har nogen sendt ind efterfølgende, så har vi bare ikke kunnet se det og derfor ikke kunnet udbetale”, lyder det afslutningsvist fra Susanne Pedersen, Afdelingsleder i Ydelsesafdeling i Jobcentret.

Leave a Reply