Borger 1849 holder i aften en historieaften, hvor de dykker ned i historien omkring borgernes dagligdag i 1849.

Borger 1849 styrker den historiske profil i Fredericia. De agerer som borgere og mennesker, som var det 1849.

Som optakt til et informationsmøde d. 14. februar, hvor Borger 1849 fortæller om det kommende år, har Borger 1849 afholdt to historietimer, som de kalder dem. I aften klokken 19:00 i Det Bruunske Pakhus finder det tredje arrangement sted.

“Vi dyrker ned i historien for at blive klogere, det er sådan vi kan sætte os ind i forholdene dengang, det offentlige med bystyret, Fredericia som fæstningsby og borgernes dagligdag,” siger Ann Dorthe Pedersen, der er koordinator for Borger 1849.

Hvad vil der komme til at foregå til historietimen på torsdag?

“Der vil komme et oplæg, hvad jeg tænker omkring det, og en af dem, der har været med i Borger 1849 længe, kommer med et oplæg. Ellers er det meget uformelt, og alle byder ind med, hvad de vil. Hvis man vil vide noget, så spørger man,” forklarer Ann Dorthe Pedersen og kommer ind på, hvordan de to forgange historieaftener har været:

“Det har været rigtig, vi har dykket ned i emner og der har hele tiden været nogle, der stiller spørgsmål, som vi bliver klogere af. Det har været meget en blanding af oplæg og snak om, hvordan det var dengang i 1849.”

Hvordan finder I information om dengang i 1849?

“Det er ved at læse. Vi har H.G. Bønnelycke, som er søn af en tobaksfabrikant. Han er født i 1830’erne, og han har skrevet en bog om 30’erne og 40’erne. Vi har så meget fakta om millitæret, og hvordan udfaldet blev og slagene forude, men vi har ikke meget fakta omkring det daglige lys,” udtaler Ann Dorthe Pedersen.

Ann Dorthe Pedersen er ikke historiker, men hun har altid interesseret sig for historie og har blandt andet været med til at lave et stykke, som tog udgangspunkt i Fredericias historie. Tilbage i 2011 var hun med til at starte Borger 1849 op.

“Det var egentlig Fredericia, der ville lave noget i den stil. Jeg kontaktede dem, og sagde, at jeg har været med til noget lignende før. Vi er ikke en forening på den måde, men vi er nogle der vidensdeler inden for historier, og ingen betaler noget for at være med,” siger Ann Dorthe Pedersen.

Borger 1849 er blandt andet synlige i forbindelse med, at der kommer krydstogtanløb, og der er det en stor succes.

“Nogle vil snakke, og andre vil fotografere. Hvis det er asiatere vil de mest tage billeder af tingene, men englænderne og amerikanerne vil have historisk viden. Der kan være lidt sprogbarriere, men det sjove er, at vi opdagede med kvinderne, at når vi har strikketøj med, så kunne det åbne op for en dialog,” forklarer Ann Dorthe Pedersen og kommer ind på, at Borger 1849s rolle i forbindelse med krydstogtanløbene afhænger af, hvilket skib, som det er:

“Hvert enkelt skib har deres tema. Eksempelvis er Viking Sky kulturelle, og der er det oplagt, at vi er synlige. Vi står der også, når skibet forlader byen, og det er så hyggeligt at stå der med 6. juligarden og kanonerne,” udtaler Ann Dorthe Pedersen.

Læs mere om Borger 1849s historietime om Det Bruunske Pakhus ved at klikke her.

www.fhk.dk