Nu kan du booke en tid i idrætshallen og betale med det samme med din mobiltelefon

Med app’en Wannasport kan du booke ledige tider i kommunens haller mm. og betale direkte via app’en. Det gør det nemt, hvis du er typen, der gerne vil have en fleksibel mulighed for at dyrke idræt indendørs.

Formålet med app’en er at få en større udnyttelse af de ledige haltider i Fredericia. Med Wannasport kan hallerne selv komme i direkte kontakt med brugerne og få formidlet deres ledige haltider til dem. Alle idrætsforeninger i kommunen kan tilmelde sig app’en og oprette aktiviteter og præsentere åbne hold for brugerne af Wannasport.

WannaSport-app’en læser automatisk de ledige tider i hallernes bookingsystemer, og tilbyder så de ledige tider i app’en. Et kort over idrætshaller med ledige tider gør det lettere for ikke mindst turister at finde en hal i nærheden af, hvor de befinder sig.

Wannasport er en digital løsning, som støtter den politiske målsætning om at udnytte idrætsfaciliteterne i lokalområderne fuldt ud. Tilbuddet er et samarbejde imellem Kultur & Idræt og Samvirkende Idrætsklubber Fredericia og afprøves i 2018.

Tjenesten virker også fra computere og tablets.