Bonnie Lykkes Teater Figuletta er en del af #sommerifredericia, og figurerne i gågaderne skaber glæde, og det er blevet bemærket i så stor grad, at det senest er røget ud på Anders Hemmingsens Instagram.

Op til #sommerifredericia talte Fredericia AVISEN med Bonnie Lykke, der glædede sig til at være kommet igang med hendes figurteater igen efter, at Corona satte en stopper for hendes planer.

Kinesisk maskespil var på programmet i fredags. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Efter at være blevet kontaktet af Business Fredericia fik Bonnie strikket noget sammen, der kan bevæge sig rundt i gågaderne, og det har fredericianerne i byen nu oplevet siden d. 1. juli.

I forbindelse med 6. julidagene var der udviklet en speciel figur i form af Jens Landsoldat, og ellers har man kunne opleve figurer som Georg og Gertrud, 3 mand på stribe, kinesisk maskespil og Big Heads. Netop Big Heads var dem, der endte med at komme på Anders Hemmingsens Instagram-story, der når bredt ud, da han har over en million følgere.

Teater Figuletta bevæger sig rundt i Fredericias gågader. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Når man ser Bonnies figurer gå rundt i gågaderne oplever man, at folk stopper og kigger. Nogen tage et billede, andre snakker om det, men fælles for alle er, at det er med til at give smil på læben og skaber en god stemning i Fredericias centrum.

Næste gang man kan opleve Teater Figuletta er på fredag klokken 15:00 – 16:00, hvor Hr og Fru Tepotte går rundt i gågaderne.

Leave a Reply