I Dresden den 13.februar 1945 havde byens børn haft en lykkelig dag i en tid fyldt med afsavn og de var mange klædt i fastelavnskostume og var på vej igennem den smukke by kaldt Elbens Firenze. Et navn som kom af den perlerække af seværdigheder som byen kunne opbyde i form af Museerne på Zwinger, Operaen opført af Semper hvor Wagner og Strauss havde virket samt Residensslottet med skatkamrene Grünes Gewölbe for slet ikke at snakke om de imponerende kirker Hofkirche, Kreuzkirche og med den imponerende kuppel Frauenkirche og man kunne blive ved.

Det var i den sidste fase af krigen, hvor de afgørende kampe om det Nazistiske Tredje Riges sidste krampetrækninger der stod for døren og det var en by, der hidtil havde gået forbavsende meget udenom de allierede bombardementer der ellers havde lagt en perlerække af andre tyske byer i ruiner såsom: Køln, Hamborg, Frankfurt am Main, Kassel, Dortmund, Leipzig og gentagne gange hovedstaden Berlin. I Dresdens borgeres egen optik forventede man, at dette held måtte fortsætte og at englænderne nærede en særlig forkærlighed for den smukke by.

Klokken 21.51 denne aften lød luftalarmerne over byen for 175 gang, hvilket ikke umiddelbart fik folk til at ryste, de søgte mod de alt for få luftbeskyttelseskældre og utilstrækkelige bunkere i forventning om et kort ophold og mest af alt fordi, at man adlød de ordrer, som man ikke trodsede i det nazistiske diktatur. Klokken 22.13 ramte de første bomber og frem til 22.28 havde de britiske fly fra Royal Air Force mere eller mindre perfekte forhold for at bombardere byen.

244 britiske Lancaster-fly var lettet fra East Anglia fem timer tidligere og fløjet af sted på et rutinetogt, hvor man havde fået præsenteret dagens mål som Dresden. Siden 1942 havde RAF bekendt sig til en bombestrategi der hedder Area Bombing under ledelse af Arthur Harris. Den gik i al sin enkelthed ud på at ramme større områder af centrene i tyske byer i stedet for at gå isoleret efter i industrikvarterer at bombe specifikke fabrikker. Det blev gjort ifølge Harris fordi meget industri gemte sig i de områder, man ville ydermere ramme administration og som et ekstra mål, man ville ofte have større chance for at opnå ildstorm og dermed høje dødstal. Formålet med det sidste var moralsk at knække tyskerne. Nu var turen kommet til Dresden.

Flyvningen gik perfekt hele vejen med en lang række afledningsmanøvrer igennem det tyske luftforsvar, da man nåede Dresden klarede det ydermere op hvilket tillod flyene at gå rigtig lavt og derpå specifikt bombe målområdet, der blev bombet i en form for vifte. Hvilket vil sige at de mange fly forskød deres sigte med et par grader. De mange brandbomber satte gang i utallige brande, og da Dresdens borgere havde mere travlt med at skjule sig frem for at slukke de brande så udviklede brandene sig ofte til mere alvorlige storbrande. RAF var ydermere begunstiget af at Dresden havde afleveret deres Anti-Luftskyts (FLAK) til nabobyen Breslau, som Sovjetunionen belejrede på dette tidspunkt. De blev ikke forstyrret i deres arbejde. I selve Dresden herskede kaos, men det var dog trods mange døde, mange brande og meget kaos endnu muligt for brandvæsenet at forsøge at slukke brandene, det var stadigt muligt at forsøge flugt fra den hårdt ramte Altstadt med de historiske bygninger. Men så kom anden bølge…

Den bestod af 529 Lancaster Bombefly og de forventede i princippet at skulle bombe det samme område i midtbyen som første bølge af fly havde ramt. Da de imidlertid ankom til Dresden og skulle forsøge at finde deres målområde, kunne de konstatere at dette bombardement var foregået så perfekt at de kun ville forøge brandene i dette område, så det var deres beslutning om at bombe de nærliggende kvarterer op til Altstadt der fik bombardementet til at udvikle sig til Ildstorm.

Mellem de to angreb var mange flygtede fra Altstadt og til de ”mere sikre” områder op til Altstadt, de skulle nu opleve et inferno 650.000 elektronisk udløste brandbomber af mere end 1800 tons i alt. Brandbomberne udløste som sagt et utal af brande, der snart udviklede sig til storbrande og det er det vakuum der opstår mellem to store brande, der får en storm til at rejse sig der kaldes Ildstorm – her opstår op til 1000 grader. Mange døde i brandene, men langt de fleste døde imidlertid af kvælning, da de forskellige beskyttelsesbunkere i et vist omfang kunne sikre dem fra flammerne, men ilden sugede alt ilt ud fra områderne og dermed døde folk i tusindvis i de sammenkrybne kældre.

Efter dette angreb brød alt ud i kaos, brandslukningsarbejdet blev indstillet og det var forhold hvor enkelte kunne have held til at overleve ved at væde deres tøj ind i vand eller urin og nogle kunne komme ned til floden Elben, men mange mange døde.

De allierede havde imidlertid ikke sendt nok fly ind og den 14.februar. Her bombede amerikanske fly et sygehus, men afblæste større dele af angrebet og fløj i stedet mod Prag og endelig blev byen igen bombet den 15.februar.

I første omgang blev bombardementet udlagt som en sejr af de allierede, hvor man hånede nazisterne for at Berlin stod næst for. Omvendt var Propaganda-minister Goebbels meget tilbageholdende med bemærkninger. Dette vendte dog hurtigt, hvor britiske parlamentsmedlemmer begyndte at kritisere RAF for bombardementet og amerikanske journalister brugte betegnelsen terrorbombning. Det var Goebbels ikke sen til at udnytte og allerede fra denne tid begyndte det officielle dødstal på cirka 25.000 at få påsat et ekstra 0 (NUL), der siden har været meget svært at få pillet af igen.

Fortællingen om Dresden og det forfærdelige ved luftkrigen kunne også være fortalt om Hamborg, Køln, Darmstadt, Würzburg, Kassel, Pforzheim etc. Men det er blevet Dresden – Kulturbyen ved Elben – der har været tyskernes eneste tilladte by hvor en klagesang ikke er blevet modsagt.

I DDR-tiden – hvor Dresden lå – var man i de første efterkrigsår 1945-49 efter krigen meget strikse med ikke at omtale bombardementerne som andet end hvad nazisterne havde bedt om. Men da den Kolde Krig fra 1949 og frem herskede, da blev tallene oppustet, Briterne og Amerikanerne blev kaldt terrorister der havde gjort det af had til det tyske folk og ikke mindst fordi, de ville fravriste det socialistiske Sovjetunionen kulturbyen.

Det blev yderligere bakket op fra vestlige akademikere særligt med David Irving, hvis skriverier om bombardementet var med til at holde dødstallet kunstigt højt men også af perspektiver som Kurt Vonnegut, der havde fokus på slagterier af mennesker fremfor om det gav mening at bombe byen efter krigsstrategiske overvejelser.

Dette perspektiv er først kommet frem efter Murens Fald. 

Da Dresden bliver bombet der står man og afventer slutspillet om Anden Verdenskrig. Vi ved – hvad de ikke vidste dengang – at krigen 3 måneder senere var slut. Den blev nøjagtig lige så blodig på såvel Østfronten som Vestfronten som man kunne have frygtet og de allierede havde trods deres fremgang i løbet af 1944 god grund til at frygte at tyskerne ville kæmpe indædt til det sidste.

Dresden lå helt centralt i det område af det daværende Tredje Rige som stadig var under kontrol og var blandt de allervigtigste jernbaneknudepunkter, som tropper der skulle mellem øst-, og vestfronten skulle igennem. Der var jernbane nordpå mod Berlin; sydpå mod Prag, vestpå mod Leipzig og derfra til Magdeburg og Hamborg samt sydpå mod Nürnberg og München og endelig ikke at forglemme Breslau der lå 100 kilometer østpå. Dresden havde netop fået ordre om at omdanne sig til samme status som Breslau altså til en Fæstningsby. Det ville betyde at byen ikke ville overgive sig før den var helt nedkæmpet. Gauleiteren (Byen og områdets øverstkommanderende) ved navn Mutschmann var nogenlunde ligeså fanatisk som Hanke i Breslau.

Det er ofte blevet hævdet – ikke mindst af Dresdens egne borgere – at byen var en kulturby og at den derfor ikke skulle bombes, men der var masser af hvad man kalder Finindustri. Det vil sige Zeiss-Ikon, der lavede bombesigter, Kemisk industri i Niedersedlitz, Radioer til fronten hos Radio Mende, kameralinser og cigaretfabrikker der lavede patroner. I den henseende ville et bombardement kunne ramme meget industri. I tilknytning til jernbanen var det eneste stadigt fungerende jernbaneværksted på Hauptbahnhof i Dresden.

Endelig har det været at Dresden var uden militær betydning. I 1877 åbnede det enorme kaserneområde Albertstadt, det var – og er stadig – blandt Tysklands største kaserneområder, det i kombination med flere andre kaserner samt Luftwaffes Eliteskole i Klotzsche nord for Dresden, da var der mere end 20.000 soldater der kunne gøre ophold i byen, mange var imidlertid ved fronten på dette tidspunkt, men Dresden var del af det militære Tyskland.

Det er også interessant at kigge på hvornår Dresden blev bombet, det gjorde byen 2 dage efter afslutningen på konferencen i Jalta, hvor de tre store allierede magter USA, Storbritannien og Sovjetunionen mødtes. Det var den sovjetiske front der stod tættest på Dresden – under 100 kilometer væk. Generelt set var Stalin utilfreds med de vestlige allieredes indsats for at aflaste russerne, men var dog imponeret over RAF som han også flere gange havde givet udtryk for. Dresden var allerede før konferencen blevet nævnt som muligt bombemål, men det tyder på at have været bragt til debat og så endeligt fastlagt på konferencen. Dette perspektiv var forsvundet under den Kolde Krig, hvor det passede glimrende at udråbe ”Kapitalisterne” i vest til krigsforbrydere.

Men med krigen på større afstand og med den kolde krig afsluttet har den hidtidige fortælling om Dresden som et luftbombardement, der står som særligt barbarisk og som en hævngerning fra Arthur Harris i RAF været kraftigt betvivlet. Det samme er dødstallet der i dag stadig er højt men fastsat til mellem 22.500 og 25.000. Hvilket ikke et sekund sætter spørgsmål om lidelserne for de borgere i Dresden der døde og blev lemlæstet, men heller ikke adskiller meget fra angreb på mange andre tyske byer. Hvad bombardementet var i sin essens, det var at det på dagen ingen modstand mødte og dermed kunne gennemføres uden forstyrrelser og dermed kunne udvikle sig til katastrofen for Dresden på landjorden. Derudover havde Dresdens borgere – forståeligt nok – mere travlt med at søge i dækning i de dårlige beskyttelsesrum, fra andre byer så man at det var muligt at slukke brande hvis man tidligt havde haft modet til det og endelig var byens forsvar ikke-eksisterende.

Var angrebet en succes ud fra militærstrategiske briller? Dresden kom ikke til at spille en rolle i den sidste fase af krigen, hvor russerne mere eller mindre gik uden om den sønderbombede by og den hindrede i stor stil tyske tropper i at benytte sig af jernbaneknudepunktet.

Genopbygningsarbejdet var stort, der skulle i første omgang fjernes murbrokker og bjærges lig. Derefter begyndte kommunisterne at genopføre byggerier som Zwinger, Semper, Hofkirche mens at der særligt efter Murens Fald har været gang i genopførelsen af Elbens Firenze og i særdeleshed var genindvielsen af den utroligt smukke Frauenkirche en succes for byen. Dresden er genopstået fra asken, men at den oprindelig blev sønderskudt var begrædeligt men dog forståeligt – særligt hvis man tager med i perspektivet hvad nazisterne havde begået af krigsforbrydelser og i øvrigt også ødelæggelser af byer som Rotterdam, Coventry, London, Warszawa og Minsk. Men det bliver ikke denne gang.

Anders Bager Eriksen, Cand.Mag i Historie og ejer af Historiske Rejser.

Vi laver i øvrigt denne rejse til Dresden, hvor vi kan snakke om bombardementet men skal nyde kulturen:

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=249&TicketCategoryId=845d