Nybolig, en af landets største ejendomsmæglerkæder, melder om en markant vækst i salget i årets første fem måneder – i Østjylland har stigningen været på 44 procent.

– Hos Nybolig har vi fra januar til udgangen af maj solgt 44 procent flere boliger i Østjylland i forhold til samme periode sidste år, oplyser ejendomsmægler Mette Ehrhorn Nielsen fra Nybolig Fredericia.

– Da renten faldt til 2 procent for fastforrentede lån, havde det en næsten eksplosiv effekt på boligsalget, og antallet af handler er det store lyspunkt på boligmarkedet lige nu. Renten er ganske vist steget en smule på det seneste, men den er stadig historisk lav, og det ved køberne godt. De ved også, at de lave renter ikke er nogen naturlov, og at det kan være en god idé at slå til nu, siger ejendomsmægler Mette Ehrhorn Nielsen fra Nybolig Fredericia.

Der er fortsat betydelige regionale forskelle på salget, men efter nogle turbulente år med nedsat aktivitet er boligmarkedet – i takt med at samfundsøkonomien viser fremgang – ved at finde ind i en mere balanceret udvikling.

– Vi kan mærke, at danskerne ser lysere på fremtiden, og at et meget stort flertal forventer, at huspriserne vil stige. Det betyder også noget for boligsalget. Der er jo meget psykologi involveret, når vi taler bolighandel, siger ejendomsmægler Mette Ehrhorn Nielsen fra Nybolig Fredericia.