Forside Middelfart BørneMobilen triller ud til eleverne i Middelfart Kommune

BørneMobilen triller ud til eleverne i Middelfart Kommune

DEL

Kæresteproblemer? Drillerier? Sexmobning på nettet? Nu kommer ”BørneMobilen” til Middelfart Kommune for at gøre børnene opmærksomme på, at de altid har en linje til én, der lytter.

Alt for mange børn i Danmark står alene med deres problemer. BørneTelefonen hos Børns Vilkår har hvert år mere end 50.000 samtaler med børn og unge, der får hjælp til alt fra kæresteproblemer og ensomhed til overgreb. Nu er BørneTelefonen kommet på hjul, i form af BørneMobilen, for at møde børnene dér, hvor de er.

I løbet af september og oktober triller BørneMobilen ud til børnene på alle folkeskolerne i Middelfart Kommune.

”BørneMobilen ankommer indledningsvis til Kvickly Middelfart, Østergade 18, 5500 Middelfart, fredag den 21. september 2018 mellem kl. 14 og 17.”

Her kanforældre og andre nysgerrige få et indblik i, hvad børn i Danmark kontakter BørneTelefonen om. Derefter besøger BørneMobilen elever i 4.-8. klasse for at udbrede kendskabet til BørneTelefonen. På skolerne bliver børnene gennem forskellige aktiviteter og øvelser oplyst om deres rettigheder og muligheder for at søge hjælp, når livet er svært.

Dagtilbuds- og Skolechef i Middelfart Kommune, Grete Berggren, ser frem til BørneMobilens besøg:

”I Middelfart Kommune har vi en høj trivsel på folkeskolerne, og trivsel er vigtig for elevernes læring. Vores skoler arbejder med mange initiativer, der fremmer trivslen i klassen, og vi er glade for at byde BørneMobilen velkommen på dem alle. Alle børn bør kende deres rettigheder. De bør have mulighed for at søge hjælp, når livet er svært. Det er positivt, at der kommer fokus på disse temaer i løbet af efteråret. Det kan give børnene og de unge en mulighed for et ændret sprog for de ting, der er svære at tale om.”

Børns Vilkår og TrygFonden har siden 2008 samarbejdet om at hjælpe stadig flere børn i Danmark via BørneTelefonen. BørneMobilen er en del af dette samarbejde.

”Med BørneMobilen vil vi også komme i kontakt med børn, som normalt ikke bruger BørneTelefonen. Det giver os mulighed for at hjælpe flere, samtidig med at det kan give os endnu større viden om, hvad der rører sig i børnenes liv. Når vi ved det, kan vi blive endnu bedre til at tale børnenes sag,”, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

”Børnene har hele tiden haft en linje til én, der lytter. Nu kommer BørneTelefonen ud til børnene, så de kan sætte ansigt på rådgivningen og få et indblik i, hvilke problemer andre børn har. Det kan styrke dem i at tale højt om små og store ting, der fylder i hverdagen”, siger direktør i TrygFonden, Gurli Martinussen.

DEL