Middelfart AVISEN skal møde Bodil Sørensen, som bor på en villavej i Middelfart. De fleste borgere i Middelfart har nok stiftet bekendtskab med Bodil på et tidspunkt, hun har været 44 år i samme virksomhed.

Jeg bliver budt varmt indenfor, kort tid efter jeg ringer på klokken, Bodil Sørensen åbner døren og en herlig historie folder sig ud over flere kopper kaffe.

Besøg hos Dronningen

Vi starter lidt i omvendt rækkefølge, fordi Bodil, som bliver 64 år her i slutningen af januar, har for nyligt modtaget en medalje fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.

Sparekasse
Bodils medalje for sit 40 års jubilæum. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Bodil kunne for fire år siden opnå den sjældne anerkendelse at holde 40 års Jubilæum i Middelfart Sparekasse, det blev fejret med en tur til Kongens København den 7. januar 2019.

Bodil drager til København sammen med familien, men selve seancen hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. er kun forbeholdt hende.

“Jeg har aldrig været så nervøs i hele mit liv, da jeg ankom til Christiansborg, hvor man bliver modtaget og får de første instrukser. Man går lidt videre og får instrukser igen”, siger Bodil.

sparekasse
Privat billede foran Christiansborg.

Sådan en festlig dag er fyldt med instrukser og etikette, Bodil kommer videre til et nyt lokale, hvor stabsfolk pryder rummet med deres uniformer, sabler og medaljer på brystet. Intet er overladt til tilfældighederne på sådan en dag, hvor 70 mennesker skal modtage hæder og medaljer af forskellig slags og være i audiens hos Dronningen.

Vi er til indskrivning og de har fuldstændig styr på hvem vi er”, griner Bodil og fortsætter, “vi bliver indkaldt efter rangorden til de forskellig medaljer og cirka halvvejs er det min tur, så er jeg nervøs igen”.

Annonce

“Bodil Sørensen, så er det din tur”, lyder det, og Bodil kommer ind i endnu et lokale, hvor fire særdeles velklædte herrer står. Her er en bænk med hvide handsker og de har nærmest på forhånd spottet Bodils størrelse og udleverer handskerne prompte. Nu gælder det så flere instruktioner, denne gang om at neje og bukke korrekt.

“De fortæller mig, hvordan selve audiensen foregår, når jeg kommer ind og døren bliver lukket, skal jeg neje. Der er kun Dronningen og mig derinde, man skal sige, hvem man er og tak for medaljen”, siger Bodil med stolthed i stemmen.

sparekassen
Bodil bliver passet på af Den Kongelige Livgarde.

Planen var at samtalen skulle gå i gang, men det gjorde den ikke. Bodil var så nervøs, at hun glemte at sige, hvor hun kom fra. Dronning Magrethe kiggede i sine papirer og udbrød, “Middelfart, det er en by i udvikling”. Bodils nervøsitet var ved at lægge sig og hun svarede:

“Ja, det har jeg faktisk været en del af i alle mine år i Middelfart Sparekasse med over 100 arrangementer og sørget for liv i foreningerne. Så fortalte jeg om at være blevet både farmor, mormor og om at gå på efterløn”.

Selvom Bodil havde øvet sig til mødet med Dronning Magrethe og fået flere instrukser, skete det alligevel, at hun titulerede med “du”.

“Dronningen sagde tillykke og så kom jeg til at sige, tak skal du have. Jeg kunne have bidt tungen af mig selv”, griner Bodil med røde kinder og fortsætter, “Hun reagerede overhovedet ikke, hun var så rar og fin”

Det er her i vores samtale, at jeg ville ønske, at der var lyd på, når Bodil bliver begejstret, taler hun mere fynsk end ellers. Det er spændende at høre om mødet med Regenten og Bodil er en god fortæller.

“Man står jo foran Dronningen helt alene og ved ikke, hvad man skal gøre af sig selv. Hun giver en sin hånd, det er tegnet på at audiensen er slut. Jeg husker denne gang at sige tak skal De have og går mod døren og nejer før end jeg går ud”, siger Bodil.

Det var naturligvis en stor oplevelse og medaljen betyder utrolig meget. Bodil er stolt af den og glad for, at hun fik lov til at få den. Middelfart Sparekasse skulle godkende den, hun er taknemmelig for, at de gjorde det, men hun føler også, at hun har arbejdet for den.

Sparekasse
Brevet med tilkendegivelsen fra Kabinetssekretariet. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

“Jeg ville selvfølgelig gerne have delt oplevelsen med familien og jeg ville gerne have haft manden med. Han fortjener næsten også en medalje, han har været 100 procent loyal over for Sparekassen, han har altid fået mig til at blive, hvis der var nogle kontroverser” siger Bodil.

Livet i Middelfart Sparekasse

Vi skal helt tilbage til 15. juli 1974, hvor en pige på 19 år, starter som den første kvindelige elev i Middelfart Sparekasse.

“Jeg var meget genert og når der var nogen, der kiggede på mig, så blev jeg rød i hovedet og turde ikke sige noget”, siger Bodil.

Den generthed voksede Bodil dog hurtigt fra, og den kvinde hun er blevet, er meget veltalende og til tider også hurtig på tungen. Bodil har haft et hav af mindeværdige meritter i Middelfart Sparekasse regi, så derfor skriver jeg kun om få af dem, da vi ellers kunne bringe en hel serie kun om Bodil.

Midt i Bodils uddannelse blev hun allerede ansvarlig for nye elever i 1975, året efter i 1976 kunne hun kalde sig, sparekasseassistent. Det blev startskuddet til et langt liv med økonomi og senere markedsføring i Middelfart Sparekasse.

Da Bodil lige var blevet færdigudlært, slog hun en intern rekord i stempling af checkhæfter. Det var dengang før Dankortet, hvor man udskrev sine checks stemplet af pengeinstituttet. Der var 25 checks i et hæfte og om torsdagen var der længe åbent, der kom folk og skulle have nye checkhæfter. Sammen med en anden elev lavede de en konkurrence og Bodil trak sig sejrrigt ud og kunne kalde sig Middelfartmester i stempling af 25 blanketter.

Sparekasse
Bodil var meget personlig i sin markedsføring af Sparekassen. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Bodil har været med, mens teknologien har gjort sit indtog i en verden med checkhæfter og kontobøger. Hun blev ansvarlig, da Middelfart Sparekasse fik sin første pengeautomat i 1990. Den hed KVIK O MATEN og kunne indlæse bøger og så fik man kontanter udbetalt. Den voldte dog et par tekniske problemer i starten, så derfor stod Bodil og den tidligere direktør Hans Erik Brønserud og hævede for kunderne på deres egne konti, hvor der kunne hæves op til 5.000 kr. Det foregik vel at mærke uden for åbningstiden og kunderne skrev så så under på, at pengene måtte hæves dagen efter.

Frem mod 1991, hvor Bodil blev udnævnt til fuldmægtig, blev hun blandt andet overassistent og leder af den kundeekspederende afdeling i Middelfart.

Skiftet i arbejdsopgaverne

I 1998 blev der slået en stilling op som blæksprutte i erhverv og marketing. Bodil havde set stillingen og spurgt lidt til det, men ikke gjort mere ved det.

“Knud Herbert Sørensen kom og spurgte mig, om jeg ikke havde tænkt mig at søge den eller hvad?, Så tænkte jeg, at den søger jeg, der var heller ikke så meget tid til kunderne, som jeg ønskede, så Blæksprutte ordningen rigtig godt”, siger Bodil.

For Bodil var det dog hårdt at forlade alle kunderne, hun ringede til rigtigt mange af kunderne og fortalte, at hun havde fået et andet job.

“Da jobbet også var i Sparekassen, sagde jeg, at de kunne stadig kunne kontakte mig, hvis der var noget, så løste jeg det for dem. Der var ikke ret mange, der skiftede pengeinstitut, jeg elskede mine kunder”, siger Bodil.

Bodil var som blæksprutte med til at servicere fem afdelinger, og da hun sluttede havde Middelfart Sparekasse hele 16 afdelinger. Hun skulle gå på efterløn den 10. august, men endte med at holde den 23.marts på grund af for mange timer.

Sparekasse
Bodil var med til at skabe Marsvine kontoerne i Sparekassen, Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

“Jeg havde haft svært ved at holde fri, vi var kun to i afdelingen, da jeg blev 60 år, gik jeg ned på en fire dages uge og havde fri hver fredag. Men jeg havde det samme arbejde, så jeg havde rimeligt travlt”,griner Bodil.

Bodil ser tilbage på mange gode år hos Middelfart Sparekasse, hvor hun blandt andet har stået for rigtigt mange af de arrangementer, der havde med foreninger at gøre. Specielt Garantmøderne med næsten 5000 garanter på seks dage står skarpt i hukommelsen.

“Jeg har altid givet lidt ekstra af mig selv og givet mig 100 procent. Jeg synes altid, jeg har hjulpet Sparekassen godt på vej og netværket. Jeg har altid været positiv og været der, om det var et lille eller stort arrangement”, siger Bodil.

Fritiden

“Først og fremmest er jeg både farmor og mormor. Jeg har fire børnebørn, så det var den rigtige tid at gå på efterløn. Det, at alle bor i Middelfart, det er endnu bedre. Jeg er ude i naturen med Felix på 6 år, vi er ovre på naturlegepladsen, også klipper-klistrer vi og laver kreative ting. Med Emil på 2 år har jeg fast udflugt, hver onsdag, hvor vi kører i dyrehaven, og senere ud til vandet. Børnebørnene Mikkel og Elida er meget små, så med dem, er det mest hygge”, siger Bodil.

Hver onsdag aften kommer begge Bodils børn, Bo på 38 år og Pernille på 36 år, hjem med deres børn og ægtefæller. Så er der fællesspisning, det er en tradition, som er gået i arv fra Bodils mor. Bodils mor, Ulla Kristensen er 91 år i dag og bor på Friplejehjemmet Lillebælt. Hun plejede at gøre rent hos Bodils familie og lave mad hver torsdag, nu er det omvendt og Bodil henter mor hver torsdag og kører en tur.

“Jeg er også med til arrangementer og julepyntning på Friplejehjemmet” siger Bodil og fortsætter, “Vi kører en tur til banko i Strib og opfrisker gamle minder. Min mor har en stor andel i at tingene kunne fungere herhjemme”.

Bodil har altid været kreativ og hver mandag, går hun til maling. De er syv i alt som mødes privat og maler. Bodil har altid brugt det kreative i sit arbejde og specielt, da hun blev blæksprutte i marketingsafdelingen. Hun går også lange ture med tidligere kollegaer, hvor de skiftes til at besøge steder og og efterfølgende står den på rundstykker og hygge.

Manden i Bodils liv

Undervejs i vores samtale kommer jeg til at spørge Bodil, om hun har en mand, hun har nemlig talt længe og passioneret om både Middelfart Sparekasse og i særdeleshed hendes mand. Bodil griner og siger, “han var heller ikke med sidst, der blev skrevet om mig”.

Men der er slet ikke tvivl om hendes mand Eli Sørensens betydning for både Bodil og familien.

“Hvis han ikke have givet mig lov til, at jeg kunne arbejde så meget, som jeg havde gjort, kunne jeg ikke havde gjort det. Han har også givet rum til, at mor måtte få så stor en plads i vores hjem. Han har altid bakket op omkring Sparekassen”, siger Bodil.

Det var en rigtig hyggelig samtale med Bodil, hun er en humørspreder uden lige. Hendes kaffe smagte dejligt og det er blandt sjældenhederne, at man møder en dedikeret kvinde der opnåede 44 år på samme arbejdsplads.

Tillykke med anerkendelsen, Bodil.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere