Forside Fredericia Bodil Mariane Johansen et 6. Juli barn bliver 70 år

Bodil Mariane Johansen et 6. Juli barn bliver 70 år

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Bodil Marie Johansen deler sin fødselsdag med fejringen af Udfaldet fra Fredericia. Fredericia AVISEN besøger Bodil i privaten til en samtale om stort og småt.

Der er godt med aktivitet i Bodil Marie Johansens indkørsel, en ældre havemand er i gang med at trimme hækken rettidig, inden Sankt Hans. Efter et bank på døren kommer næste aktivitet – en meget sød og nysgerrig hund efterfulgt af dagens hovedperson Bodil.

Vi sætter os i haven og begynder at snakke om den store dag 6. juli, en dag der samtidig er Bodils fødselsdag. Som om at det ikke skulle være nok med datoen i sig selv, så er der 170 års jubilæum for festlighederne og 70 års rund fødselsdag for Bodil.

“Jeg er født i Fredericia, min far tjente som soldat. Jeg blev født i min Mormors hus på Egeskovbygade, så jeg er ikke fæstningsbarn”, siger Bodil næsten med tristhed i stemmen. En sjov anekdote er, at trafikken var hård den dag, hun blev født, så det tog langt tid for jordmoderen at komme frem, der var 100 års dag for Udfaldet ved Fredericia.”

På grund af datoen for Bodils fødselsdag, er der kommet en del traditioner til som at starte dagen 6:30 med kanonerne, der skyder festlighederne i gang.

Bodils barndom var præget af hendes fars erhverv, han arbejdede ved statsbanerne. Dengang rejste man rundt efter, hvor der var arbejde at få og de flyttede til Helsingør, da Bodil var 4 år gammel, og hun kom tilbage i 1966 som en 17 år ung pige.

“Hver eneste sommer var jeg på ferie i Fredericia, så tilhørsforholdet til Fredericia var stort. Her var der arbejdsmuligheder. Bodil ville gerne på kontor og der var kommet godt gang i industrien i Fredericia, hvor Shells Raffinaderi blev bygget i 1965. Bodil flyttede til Fredericia og kom i kontorlære hos Raackmanns fabrikker.

Shell Raffinaderiet

Bodil fik efter læretiden job på Shellraffinaderiet, hvor hun arbejdede som direktionssekretær i 34 år, hun gik fra arbejdsmarkedet, da hendes mand blev syg.

“Hvis min mand ikke blev syg dengang, så havde jeg nok arbejdet hos Shell endnu, når man har været et sted så længe, så er man glad for sit arbejde, det kendetegner en god arbejdsplads. Som direktionssekreter har jeg slidt en del direktører op”, siger Bodil.

Det var det med at organisere og have styr på ting, som tiltalte Bodil. På Shell er koncernsproget engelsk, så Bodil blev også korrespondent, det var en naturlig udvikling.

Det er dog ikke kun arbejdsopgaverne, Bodil savner, det er også kollegaerne, arbejdspulsen og rytmen i dagligdagen, også cykelturen frem og tilbage er savnet.

Odd Fellow

Bodil er overmester i Odd Fellows søsterloge, hun blev involveret i fællesskabet, da hendes mand kom med nogle år forinden hans død for seks år siden i 2012.

“Men går jeg tilbage i min arbejdsliv, så var jeg med i Europæisk Sekretær Forening. Jeg har altid været en del af store netværk, da jeg blev spurgt om Odd Fellow, sagde jeg, ja fordi det etiske og humanitære fyldte meget”, siger Bodil.

Der er mange ting, som tiltaler Bodil ved logen, deres grundsætning er, vær mod andre, som du forventer andre er mod dig. “Hvis alle mennesker levede efter det, ville verden være et bedre sted at leve”, siger Bodil. For eksempel kan man til møderne købe et glas vin til 15 kroner og her går overskuddet også til humanitære formål.

“Julemærkehjemmet i Kollund kunne vi overrække 5.000 kroner, alene med overskuddet fra vin. Odd Fellow har haft 200 års jubilæum, det blev fejret over hele kloden og lokalt donerede Odd Fellow 200.000 kroner væk. Der er fire loger i alt lokalt og den søsterloge som Bodil er overmester i valgte Headspace og Børns Voksenvenner.

Det er vigtigt for Bodil, efter hun fratrådte arbejdsmarkedet at deltage i netværk, og et netværk skaber også nye netværk. “Når man ikke er på arbejdsmarkedet, kan man godt komme lidt uden for, når man er i arbejde har man en stor horisont. Man skal følge med i nyhederne, undersøge, hvad der sker i byen. Så længe man kan, skal man skabe viden og være nysgerrig”, siger

Seniorhuset IP Schmidt

Bodils mor boede en overgang på Seniorhuset IP Schmidt, hun var glad for være der og Bodil kunne lide atmosfæren dernede.

“Da jeg ikke havde mor mere, kunne jeg godt donere nogle timer af min tid, for at gøre noget for andre. Så 3,5 time om ugen er jeg frivillig der, vi har det sjovt dernede. Der er meget gang i det hus. På en almindelig mandag kan der være to bridgehold, dans, sang og banko. Der er så mange arrangementer, undervisning i computer, der kniples og syes, du drømmer ikke om, hvor mange aktiviteter, der er i det hus”, siger Bodil.

Den runde fødselsdag

Klokken 6.30 skal kanonerne lyde, mens selskabet er i rødt og hvidt. Børnene kommer hjem og der skal nydes frokost på Hotel Gammelhavn, det har Bodil valgt, fordi der sker så meget ved Tøjhuset og J.B. Nielsen plads.

Dagen efter skal der spises brunch på Hotel Gammelhavn, det er logesøstre og andre damer, der skal nyde et godt brunchbræt.

Det er ikke mange, der kan prale af at have en fødselsdag hvert år, hvor man kan blive vækket med kanoner, fejret med flagalle og se en afslutning med fyrværkeri. I år kommer gardehusarerne også, det er lidt specielt.

Pensionisttilværelsen

Selvom Bodil er blevet pensionist har hun en travl hverdag, hvor blandt andet hundetræning og daglige 10.000 skridt gåture fylder.

“Jeg træner i Fitness One så tit, jeg kan, 2 – 3 gange om ugen, træner ofte selv, hvis der ikke er hold, jeg kan deltage på. Før i tiden cyklede min søster og jeg meget, men efter jeg har fået hund, cykler jeg ikke så meget. Jeg har lige gået stafet for livet sammen med min hund, vi gik 30.000 skridt. Jeg synes, det er formålsløst at gå uden en hund.

Bodil har to døtre, tre børnebørn og et oldebarn. To af børnebørnene bor i Fredericia, så de kommer meget på besøg. Bodil elsker familien, så der går tid med efterfølgerne.

Inden vi ønsker Bodil stort tillykke med hendes fødselsdag, så får jeg hende lige til at fortælle, hvorfor man skal elske Fredericia?

“Det jeg allerbedst kan lide er, at det er et grønt fantastisk åndehul, du behøver ikke gå langt, før du er ude i naturen; Kastellet, Østerstrand, Volden, Trelde, Rands Fjord og Hannerup skoven” afslutter Bodil.

Tillykke til Bodil med de 70 år og tillykke med jubilæum til 6. juli-dagene.

http://jyskserviceaps.dk/
DEL