Sundhedsstyrelsen var i mandags ude og give singler grønt lys for at starte deres dating og sexliv op igen. 1,5 millioner danskere får dermed mulighed for at få stillet deres hudsult og udleve deres seksualitet igen.

Som sexolog kan jeg ikke andet end blive stolt og glad, når jeg ser Søren Brostrøm gå på landsdækkende fjernsyn, og italesætte vigtigheden i sex. Han siger det spot on: – Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig skal man dyrke sex også som single i en tid med corona.

Tak fordi vi bor i et land, hvor vores myndighedspersoner ikke har berøringsangst eller er underlagt religiøse lobbyister, men derimod ser det som verdens største naturlighed, og som et emne der skal adresseres.

Når vi taler om jer danske singler, der igen kan lege og nyde hinanden, så synes jeg at det er vigtigt også at tale om begrebet ”hudsult”. Jeg var på P3 for nogle weekender siden, for at sætte nogle ord på netop dette, og jeg ved fra flere af mine single klienter, som jeg har været i kontakt med hen over de sidste mange uger, at de har oplevet symptomer.

Symptomer på karantænen og ensomheden som ikke kun kommer på grund af mangel på sex men i lige så høj grad i mangel på fysisk berøring. Kærestepar tænker måske ikke over de små kram, kys, kærtegn og klap, som de modtager i løbet af dagen, det er jo for mange i parforhold en selvfølgelighed. Men for singler, der hverken ser sexpartnere ej heller pårørende og venner, er der ikke længere nogen kilde til selv den mindste form for fysisk anerkendelse.

Det kan også bare være den venskabelige berøring i form af en hånd på skulderen af en kollega eller veninden der tager armen om en under en gåtur. Selv de små fysiske gestusser er ikkeeksisterende lige nu.

Vi skal bare ikke undervurdere vigtigheden i at røre ved hinanden. Berøring gavner os pga. det særlige hormon oxytocin. Det udløses nemlig i vores kroppe ved berøring og kaldes kærlighedshormonet. Der er endda skrevet en bog om dettet hormon ”The Oxytocin Factor”, som beskriver dets mange sundhedsvirkninger. Primært fremmer det ro og relationer. Det sænker nemlig puls, blodtryk, muskelspændinger, angst og stresshormoner – og øger følelsen af forbundethed med andre mennesker.

Hvis du som single (eller du i et parforhold) oplever hudsult i denne tid, så er det forståeligt! Det er individuelt, hvor længe vi som mennesker skal gå, inden vi mærker de skadelige effekter af fysisk isolation, men det første du vil kunne spotte hos dig selv, er kortere lunte, mere temperament, milde depressionslignende tegn, nedtrykt humør osv.

Der findes ingen evidens for, hvor længe vi skal berøre, før hormonet bliver udskilt, så vi må hver især prøve os frem. Hvis du ikke er vild for at oprette en tinder-profil, kan det anbefales at booke regelmæssige massager, som har en god effekt eller bruge tid derhjemme på selvmassage med en god bodyolie eller lotion.

Foråret spirer og solens varme stråler indbyder til mere bar hud i bybilledet, og jeg glædes over at halvanden million danskere kan benytte den smukke tid på året til at være forårskåde med god samvittighed.

Du kan læse mere om mig og min praksis på www.dittewinkel.dk

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer