By- og Landskabsstyrelsen og Miljøcenter Odense oplyste tilbage i august måned 2010, at sikkerheden omkring Shells Havneterminal på Fredericia Havn er uændret. De to myndigheder præciserer, at der hele tiden har eksisteret en 525 meter zone omkring Shells Havneterminal i Fredericia, og at zonen på ingen måde udelukker, at der kan bygges boliger i området.

Altså, at det fortsat er sikkert omkring Fredericia Havn.

Men nu viser det sig, at Miljøstyrelsen har udstedt en godkendelse til Shell, som gør, at de kan importere og eksportere alt fra bioethanol til LPG (Liquefied petroleum gas) på 2,9 mio. tons. Den tilladelse blev givet den 21. marts 2012.

Tilladelsen er så stor, at Shell faktisk ikke kan nå at importere og eksporter så mange tons. I 2013 eksporterede Shell ca. 30.000 tons LPG (primært butan) fra Shells Havneterminal på Fredericia Havn.

Men de kunne eksportere 2,9 mio tons LPG, hvis de ville – tilladelsen er der!

Det bliver også bekræftet af kommunikationsdirektør i Shell, Regitze Reeh.

– Ja, det er korrekt at vi har tilladelse til at importere og eksportere en samlet mængde ”produkter/komponenter” – der omfatter er alt fra bioethanol til LPG- på 2,9 mio tons. Men da vi både anvender og producerer meget andet end LPG vil den samlede mængde LPG aldrig nå op på 2,9 mio.tons. I 2013 eksporterede vi ca. 30.000 tons LPG (primært butan), oplyser Regitze Reeh til Fredericia Avisen.

Ikke nok med, at skibene ikke er regnet med som en sikkerhedsrisiko, men miljømyndighederne har heller ikke styr på, hvor meget tons LPG der eksporteres fra Shells Havneterminal i Fredericia.

– Jeg kan desværre ikke give dig de nøjagtige tal, da vi ikke får dem oplyst. Der er jeg nødt til at henvise til Shells presseafdeling, oplyser Per Bech fra Miljøstyrelsen til Fredericia Avisen.

Det er jo næsten som om, at man lader ræven vogte gæs!

Det er i dag 10 år siden, at fyrværkerifabrikken i Seest ved Kolding sprang i luften, som var en af de største danske ulykker i nyere tid. En ulykke som jo førte til en væsentlig stramning af reglerne for opbevaring af fyrværkeri.

Man kan kun håbe på, at alle relevante myndigheder har Seest-ulykken i baghovedet, når de siger, at det bliver sikkert at bo på FredericiaC.

Hvad mener du?

( Det skal for en god ordens skyld siges, at Fredericia Avisen har forsøgt at få en kommentar til artiklen fra Miljøcenter Odense, men dette er ikke lykkedes os )

(Foto: FredericiaC )