Som bekendt startede buejagten i Randal skov den 1. okt. og det var da også med spænding og nysgerrighed, at dette “pioner” projekt blev søsat.

Det er, som buejæger, både med begejstring men også med en del sommerfugle i maven, at skulle være de første i Danmark, der skal være med til at prøve denne jagtform af i en byskov. Alles øjne hviler på os..; hundeluftere, de kommunale politikere og kommunens forvaltere. Men også landes øvrige buejægere samt Danmarks Jægerforbund kikker spændt med fra sidelinien.

Da vi fire buejægere udemærket er klar over overstående, ønsker vi jo selvsagt også at efterlade et godt indtryk af både vores jagtform, vores færden i skoven men også af vores person. Vi taler derfor med alle vi møder, og har på grundlag af adskillige samtaler med motionister og hundeluftere modtaget både positiv og ængstelig feedback.

Nu kan jeg med glæde sige, at de mennesker vi har talt med, overvejende er positive over for buejagt. Men uvidenhed og uklarhed over hvad vi laver i den mørke skov, har gjort nogle lidt usikre på om de er i sikkerhed når de lufter deres hunde eller bare går en tur.

Derfor bringer vi en lille rapport og oplysning om, hvordan det går og hvordan buejagten udføres.

Vær ikke bange!
Buejagten udføres i de tidlige morgentimer omkring solopgang og ligeledes lige omkring solnedgang. Det er derfor kun de allertidligste og sene brugere af skoven, der overhovedet vil befinde sig i skoven mens vi udøver vores jagt. Dog vil de kunne hilse på os når vi er på vej ud i skoven et par timer før solnedgang, eller møder os når vi er på vej tilbage til vores bil om morgen. Men her er der ikke pil på buestrengen. Der er endnu ikke blevet sluppet en eneste pil.

“Man aner jo ikke, om man får en pil i r….”Sådan lød en kommentar fra en kvinde, én af de meget få der ikke synes om kommunes idé om jagt i skoven . Lad os med eftertryk understrege her, at chancen for at blive ramt af en pil, er så godt som lig NUL . Her følger nogle af de grunde til, at man trygt kan færdes i Randal skov.

Buejægeren jager ikke fra eller på de gængse stier, hvor folk normalt færdes. Vi jager lidt dybere inde, hvor de fleste vælger ikke at gå..

Buejægeren skyder ikke ud mod stierne. Af sikkerhedsmæssige grunde – og for at give de øvrige brugere en forvisning af tryghed – har vi den strenge regel, at vi ikke affyrer en pil ud mod, eller i retning af en hovedsti.

Buejægeren skyder på en max afstand til vildtet på 20 meter. Herefter falder pilen hurtigt til jorden. Dertil skal siges at, en buejæger altid skyder skrådt nedad, da dyrets hjerte altid ligger lavere end pilens affyringspunkt. Pilen rammer derfor jorden efter blot 20-30 meter i luften..(MAX).. sidder jægeren højere end dyret sidder pilen med sikkerhed i jorden lige bag ved dyret.

Hundeskoven er fredet
Omend jagten oprindeligt også omfattede hundeskoven, har vi valgt at holde den fuldstændig jagtfri. Slip blot jeres hunde fri derinde.. vi kommer ikke derind.
Som nævnt tidligere slipper buejægeren sin pil, hvor du som bruger af skoven enten ligger trygt i din seng, eller sidder og hygger dig derhjemme foran tv-avisen. Og taget i betragtning at vi kun slipper 4 pile på en rigtig god måned, er chancen, jævnført med overstående, for at komme i en farlig situation med en pil, lig med et stort rundt NUL.

Selvom at vi endnu ikke har nedlagt nogen dyr, glæder vi os over at være en del af dette projekt, og håber på, at vi vil blive taget vel imod af skovens øvrige brugere. Nuvel.. vi kan måske også se lidt skræmmende ud når vi kommer gående der med vores kamuflage-dragter. Men personligt bliver jeg da selv mere skræmt af skovens månedlige rollespillere, der pludselig kommer gående i dystre munkedragter… ;0)

Lad os nyde naturen sammen i Randal skov. Og hvis du skulle møde én af os buejægere på vej tilbage til bilen, så er du velkommen til, at tage en sludder med os – hvis du har noget du kunne tænke dig at vide.

Med positive hilsner fra buejæger Kim Parking

(Privatfoto)