Arne Christensen er blind, 64 år og har skisport som passion. Torsdag den 20. februar kl. 19 kommer han i Seniorhuset I.P. Schmidt for at fortælle om sin deltagelse i Arctic Circle Race på Grønland – verdens hårdeste skiløb på 160 km. Herefter vises dokumentarfilmen “Spor i mørke” om Arne og hans team.

Arne Christensen vil også berette om forberedelserne til det næste mål, han har sat sig: at løbe på ski til Nordpolen.

Det er Foreningen Norden, der står som arrangør, men alle er meget velkomne. Der er tilmelding til Foreningen Norden / Niels Jørn Krogh nielsjornkrogh@gmail.com senest den 17. februar. Arrangementet koster 40 kr. inkl. kaffe og kage.

Arne Christensen fortæller om sig selv og om foredraget:

Jeg hedder Arne Christensen og har skisport som passion. Jeg har dyrket idræt hele mit voksne liv på trods af, at jeg som teenager fik konstateret en øjensygdom og de sidste 25 år har været helt blind. Jeg bor i Virum, er samlevende og har to voksne børn.

Jeg er uddannet socialrådgiver, og jeg har dedikeret min erhvervskarriere til rehabilitering af voksne, som mister synet. Gennem mit arbejde som socialrådgiver på Instituttet for Blinde og Svagsynede i mere end 35 år har jeg bl.a. motiveret mange nyblinde til at dyrke idræt, og jeg har ofte fået at vide, at jeg er et forbillede og en rollemodel for mange, blinde som seende.

Min idræt er helt afgørende for mig. Gennem min træning henter jeg overskud og de nødvendige ressourcer til at mestre arbejde, fritid og familieliv. I de cirka 40 år, hvor jeg har dyrket idræt med nedsat syn eller blindhed, har jeg arbejdet bevidst med målsætninger, som er den mest motiverende faktor for mig. Når jeg har sat mig et mål, stort eller lille, så er jeg motiveret for træning, og så når jeg målet! Det er lykkedes at nå store mål rigtig mange gange, og nu har jeg formuleret det største af dem alle, at løbe på ski til Nordpolen.

Foredraget har fokus på min deltagelse i Arctic Circle Race – verdens hårdeste skiløb på 160 km. Foredraget omhandler også min kommende ekspedition til Nordpolen. Som en del af foredraget vises dokumentarfilmen “Spor i mørke” på 40 minutter, som handler om mig, mine forberedelser til og deltagelse i Arctic Circle Race i 2016. Filmen findes også i en synstolket version.

Fra Nordic Adventure Film Festivals omtale af filmen:

”Spor i mørke” er en film om at sætte sig mål og vise viljestyrke til at gennemføre dem. Oddsene var hårde for den 62-årige blinde skiløber, som ikke havde kunnet forestille sig det voldsomt kuperede grønlandske terræn, før han var midt i det. Turen blev en stor succes både for Arne og hans team, og for de grønlandske arrangører. Filmens stemning er fuld af begejstring og sejrsfølelse.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer