Byd velkommen til vores nye blogger – direkte fra landets lovgivende forsamling, Christiansborg, når MF’er Karina Lorentzen Dehnhardt blogger om politiske emner og livet på Christiansborg – lige her på Fredericia AVISEN.

Er du en af dem, der holder øje med priserne på nye fladskærme, når det er årets nye shop-amok-dag: Black Friday. Eller regner du med, at du skal klare julegaverne til favørpris?

I så fald er du ikke alene.

Fra 2017 til 2018 blev antallet af Black Friday-handler næsten fordoblet, så danskerne har virkelig taget ideen til sig. Det får mange til tasterne – for er denne forbrugsfest ikke netop et udtryk for en problematisk brug og smid væk-kultur, der udpiner klodens ressourcer? Det kan der selvfølgelig være noget om, og allerede i juli i år havde vi opbrugt jordens ressourcer for et helt år. Resten af året lever danskerne altså med et betydeligt overtræk på jordens ressourcer.

Jo, selvfølgelig har vi alle sammen som forbrugere et ansvar for, hvad vi forbruger af mad, elektronik og flyrejser. Og jeg er da stor fan af, at nogle er begyndt af sig selv og allerede spiser mindre kød, genbruger og har en elbil i garagen, for der er ingen tvivl om, at vi skal ændre vores forbrug til et mere ansvarligt

Vi skal tage beslutningerne om klimaet i fællesskab
Men jeg vil ikke udskamme dem, der løber efter de orange tilbudsskilte og gode tilbud, for jeg synes at vejen til at mere ansvarligt forbrug også handler om, at det er politikernes ansvar at lave de store aftaler, som skubber Danmark i den rigtige retning.

Det handler fx om, at vi i fællesskab har taget beslutninger om at omstille vores energiproduktion, så den varme og el, vi skal bruge i et lille koldt land som Danmark, er grøn. Væk med olie, kul og gas. Og det handler om, at vi tager initiativer, der omstiller transporten til at være grøn og stiller krav til landbruget. For tiltag besluttet i fællesskab betyder, at hver mand for sig ikke skal stå alene med ansvaret for klimaet. 

Og sådan har jeg det egentligt også med Black Friday.

Vi kunne nemlig også i fællesskab tage beslutninger om at stille krav til produkternes levetid, så de holder længere? Min farmor havde en vaskemaskine, der holdt 21 år. De seneste to jeg har haft, har holdt betydeligt kortere, og en reparation har været så dyr, at det kun kan betale sig at købe en ny. Det giver en unødig brug-og-smid-væk-kultur. 

Nej, i sidste ende er det vores ansvar som politikere at lave lovgivning, der blandt andet gør det lettere og billigere at træffe klimabevidste valg. Vi kunne vælge at udvide reklamationsretten, for så ville producenterne blive mere optaget af at lave produkter, der holder længere og reparation ville måske bedre kunne betale sig. Der er så meget, vi som politikere kan og skal gøre, og det er vigtigt at vi ikke smider hele byrden over på forbrugerne. Det er klimakampen for vigtig til.

http://www.enggaard.dk/

Leave a Reply