Fredag kom regeringen med nye retningslinjer og restriktioner på grund af coronakrisen og øget smittetryk i Danmark. Også i Fredericia er situationen de sidste 24 timer blevet alvorlig, og det får borgmester Jacob Bjerregaard til at melde ud med en appel.

»I forhold til udviklingen på gymnasiet vil jeg ikke ud og pege fingre af nogen. Men det siger sig selv at vi er nød til at overveje nøje, hvad vi gør, og hvor vi færdes. Man har et stort personligt ansvar for at holde afstand og tage sine forholdsregler, og derfor appellerer jeg til at folk tager netop det personlige ansvar til sig,« udtaler Jacob Bjerregaard.

Han fulgte også statsministerens pressekonference kl. 14 i dag. Status på antal smittede i Fredericia er i dag kommet op på 37 tilfælde, hvilket er tæt på en fordobling i forhold til i går. Udviklingen betyder blandt andet at forsamlinger begrænses til 50 personer og at restaurationer skal lukke kl. 22. Det gælder således også for Fredericia.

I de seneste dage har kommunens task force været rundt i byen og tale med restauratørerne. Dette for at sikre at alle har den nødvendige forståelse for at undgå smittespredning. I forhold til ungdomsuddannelserne har kommunen først og fremmest en rådgivende funktion, og borgmesteren bakker op omkring hjemsendelsen af 2. årgang på gymnasiet. Bjerregaard er samtidig bekymret for at folk har vænnet sig til situationen med coronavirus og er begyndt at tage det mindre alvorligt:

»Vi ved nu at også unge mennesker kan få alvorlige problemer af coronavirus. Der kan være senfølger af sygdommen, og vi kender ikke resultaterne endnu. De kan vise sig langt senere. Det er med andre ord god grund til at tage det alvorligt. Det gælder både for unge som ældre at man skal tænke sig godt om. Ikke mindst nu hvor vi igen ser at coronaen har stukket sit grimme ansigt frem. Det er gået stærkt de seneste par uger, og det er en påmindelse om at vi ikke skal slække på vores opmærksomhed«, siger Bjerregaard.

Han frygter at der kan komme en ny nedlukning, hvis det ikke lykkes at inddæmme smitten. Appellen er derfor til alle borgere i kommunen. I Fredericia Kommunes task force har man været godt forberedt, og derfor er der også fuld fokus på oplysning, forebyggelse og håndtering af situationen. Allerede fra i dag er der fra Styrelsen for Patientsikkerhed kommet påbud om at lukke for besøgende på plejehjemmene:

»Unge skal også tænke på at de kan smitte deres forældre eller bedsteforældre. Vi skal ikke have smitten derind. Så vi skal hjælpe hinanden og passe på hinanden«.

Situationerne omkring byliv og fester får også borgmesteren til at appellerer til alle. Han mener at vi fortsat skal kunne gå ud og spise eller hygge os, men at vi nu skal udvise den nødvendige opmærksomhed og begrænse os på en sådan måde, at vi bidrager til at undgå smittespredning. I forhold til de lokale restaurationer og beværtninger, siger han:

»Hvis man driver et sted, hvor folk kommer og hygger sig, så har man et stort ansvar for at der bliver holdt afstand og at reglerne overholdes. I den sidste ende er det netop det personlige ansvar, der kan bære os igennem det her. Ellers får det fatale konsekvenser. Men helt overordnet skal den enkelte ind og overveje nøje, hvordan de færdes. Det vil jeg gerne opfordrer alle til at gøre«.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer