Statsministeren kaldte Carlsbergs indsats mod Corona for enestående. Borgmesteren er helt på linje med sin partiformand – og han fortæller, at han er meget stolt af det lokale bryggeris store indsats. Sammen så de på den omlagte produktion hos Carlsberg, der nu er storleverandør af alko-base til håndsprit. 

“Vi har været inde og se på Carlsbergs produktion af håndsprit, hvor de har produceret en meget stor del af den alkohol der skal til, som så er blevet kørt her fra til Vordingborg, hvor det så bliver til færdig håndsprit. Det er mange millioner liter der er produceret her. Det har været med til at sikre værnemidler rundt omkring i den offentlige sektor. Vi har formentlig også i Fredericia Kommune fået produceret håndsprit herude. Så kan man sige, at samtidig med at de ellers havde en nedgang, så har de omstillet dem”

Hvordan er det som Borgmester, at en af byens største virksomheder tager så stort et ansvar?

“I forvejen var jeg meget stolt af Carlsberg som virksomhed. Men den er blevet endnu større i dag, for jeg synes faktisk, at det er stærkt imponerende, at man har taget samfundsansvar på den måde har beholdt de arbejdspladser der var herude, hvor man var lidt presset på produktionen fordi caféer og værtshuse er lukket ned, alkoholsalget faldt markant, men her har man holdt folk i arbejde. Man har sikret værnemidler, og man har sikret, at vores SOSUer i Fredericia kan få deres hænder vasket. Så der er meget stor grund til at rose Carlsberg i dag”.

Normalt er det med kram når du møder Statsministeren, hvordan er det ikke at kunne det?

“Det er første gang i nyere tid, at jeg ikke har fået lov til at kramme statsministeren. Men lige for tiden krammer man jo ingen – og sådan er det. Så det var anderledes, men det er noget vi skal vænne os til i en længere periode”, svarede Bjerregaard.

Du var med Statsministeren rundt. Hvordan var hendes reaktion?

“Hun er stolt over, at vi har virksomheder i Danmark der går fuldt ind i kampen for at sikre værnemidler og for at sikre det samfundssind der skal til, så vi kan komme godt igennem krisen. Så jeg oplevede en Statsminister der roste de ansatte – og hun blev så også rost den anden vej. Der var en ualmindelig god dialog derinde”, forklarede Borgmesteren. 

Læs mere her:

Leave a Reply