Mette Frederiksen har netop lukket Danmark i yderligere 14 dage, således at der nu er begrænsninger på danskernes adfærd frem til og med anden påskedag, d. 13. april. Det berører også Fredericia Kommune, hvor Borgmester Jacob Bjerregaard er manden i spidsen. Han gør i dag status over Corona i Fredericia indtil nu.

“Jeg tænker, at vi havde nok regnet med en forlængelse. Så det kommer ikke som et chok for os, men på den anden side set er det meget fint at få det bekræftet nu, så vi ved hvad vi har at arbejde med til og med påsken”, fortæller Bjerregaard.

Venner og familie har for manges vedkommende været et nødvendigt redskab for at få børnepasningen til at gå op. Man må næsten forvente, at det ikke varer ved for evigt, men der er plads i nødpasningen, forsikrer Borgmesteren.

“Der er plads nok. Vi har nødpasning nok til de børn der har behov for det. Heldigvis oplever vi, at rigtig mange forældre holder deres børn hjemme. Det tror vi også hænger sammen med, at der er en smitterisiko forbundet med forsamlinger. Der er kapacitet til de børn der skal bruge det, det kan vi sige med sikkerhed”, slår Jacob Bjerregaard fast.

Mette Frederiksen luftede i forbindelse med forlængelsen af diverse forbud og andre foranstaltninger, at forhandlingerne om nye vilkår for de af de offentligt ansatte der er hjemsendt som følge af Corona. Den ordning man forhandler ud fra er en løsning der minder om den de privatansatte har fået med trepartsaftalen.

“Det er en samtale der foregår mellem arbejdsmarkedets parter, og det har vi respekt for. Der foregår en samtale på Christiansborg, hvor regeringen taler med de faglige organisationer omkring de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Så kan man sige, i forhold til Fredericia Kommune, der har vi en tæt koordinering med HMU, hvor vores ledere og medarbejdere taler om den lokale koordinering. Så det spørgsmål vil jeg lade de fora afklare”, forklarer Borgmesteren.

Genbrugspladserne står ikke til åbning lige nu

En del læsere har skrevet til Fredericia AVISEN og spurgt ind til hvorfor de kommunale genbrugspladser har lukket, i en tid hvor mange har fået lidt ekstra timer hjemme til at ordne blandt andet haven. Men det er der en god grund til, forklarer Borgmesteren.

“Generelt følger vi i Fredericia Kommune de retningslinjer der kommer centralt fra. Det betyder også, at i og med at resten af landets kommuner, stort set, har lukket deres genbrugspladser ned, så gør vi det også – for det er anbefalingen”, slår Bjerregaard fast.

“Så er der åbnet op for erhvervsaffald på deponiet, så vi kan holde hjulene i gang. Den kommunale del er fortsat lukket. Men der foregår en snak om det. Hvor længe det kommer til at vare, det er ikke til at vide, for det er et af de områder hvor nogen vil hævde, at det kan gøres på en måde uden smittefare, hvis man driver det ordentligt an”, forklarer Borgmesteren.

Der bliver taget hånd om de udsatte børn

De første uger af denne Coronakrise har vist, at der har været en klar stigning i antallet af anmeldelser om hustruvold. Det har fået Social- og Indenringsminister Astrid Krag til at præsentere initiativer. Et lignende område, der ligger under det kommunale regi, er de socialt udsatte børn og unge i Fredericia, der nu er tvunget hjem sammen med deres familie – familier der ikke nødvendigvis er i stand til at tage hånd om deres børn i det fornødne omfang. Men det er der styr på, fortæller Jacob Bjerregaard.

“Der er nogle sociale hensyn som kommunen og forvaltningen tager. Der er et særligt fokus på de børn og unge der har det svært. En del af dem bliver også passet og kommer ud, for det er egentlig bedst for dem. Så det har vi en helt særlig opmærksomhed på”, forklarer han.

Der skal udvises større hensyn til hinanden

“Nu går vi ind i en ny fase. Hvor vi i starten har vænnet os til at skulle ind i en ny situation, så skal vi nu vænne os til, at vi i en rum tid skal være i en anden situation. Det sætter krav til andre mennesker. For vi reagerer forskelligt. Der er meget psykologi i det her. Min opfordring er også, at vi bærer over med hinanden, for vi kommer i situationer vi ikke har været i før. Så det håber jeg også man accepterer, at folk reagerer anderledes, for der er en usikkerhed – og man er ude af vante rammer. Det kan være ret angstprovokerende. Derfor skal vi nok vise særligt hensyn til hinanden, både i den offentlige sfære og i den private sfære”, lyder det afslutningsvist fra Borgmester Jacob Bjerregaard.

Skriv et svar