Billund Kommune er et trækplaster. Ikke kun for børnefamilier der valfarter til Legoland, Legohouse og Lalandia, men også for ejendomme. Kommunen kan for andet år i træk kalde sig Danmarks mest ejendomsvenlige.

I slutningen af 2020 slog Billund Kommune sin egen rekord i antallet af solgte nye byggegrunde. I år kan de sætte endnu en rekord. De er nemlig den første kommune, der to år i træk er løbet med titlen som den mest ejendomsvenlige i hele landet. Det fremgår af EjendomDanmarks årlige undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed.

”At byggegrundene bliver revet væk i Billund Kommune, er et levende bevis på, hvad en kommune kan opnå ved at tænke i ejendomsvenlige baner. Kommunen har i mange år bidraget til at fjerne afgørende sten på vejen, når det handler om at tiltrække byggerier, investeringer og vækst. Det høster de frugten af nu,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark, der roser Billund Kommune for fortsat at sikre de bedste betingelser for ejendomsejerne.

Billund Kommune har også tidligere haft vinderpokalen – både i 2015, 2017 og 2020. Kommunen klarer sig godt i samtlige kategorier i undersøgelsen. Timepris og dækningsafgift er fortsat 0. Grundskylden på 18,48 promille er den fjerde laveste i landet. Med en byggesagsbehandlingstid på 19 dage placerer kommunen sig i den bedste fjerdedel i landet, og det samme gælder for antallet af ejendomsforbrydelser. Derudover er Billund Kommune en ureguleret kommune med hensyn til leje af boligejendomme.

Ikke kun på papiret
Billund Kommunes borgmester, Ib Kristensen (V), er glad og stolt over, at han kan afrunde sin borgmesterkarriere med endnu en sejr. Han har nemlig valgt ikke at stille op til det kommende kommunalvalg d. 16. november.

”Jeg er meget stolt over, at vi for andet år i træk ligger nummer 1. Nok er vi en lille kommune, men vi har kæmpestore ambitioner på erhvervs- og ejendomsområdet, hvor vi har en målsætning om at skabe de bedste rammer for såvel erhvervsliv som private.”

Venstre har valgt Stephanie Storbank som spidskandidat til valget, og hun er klar til at overtage stafetten, hvis hun bliver valgt til borgmesterposten. Også hun glæder sig over resultatet.

“For Venstre vil et stærkt erhvervsliv altid være forudsætningen for en kommune i god udvikling og balance. Derfor er det naturligvis også af største betydning, at den kommunale service målrettet erhvervslivet er helt i top,” siger hun og fortsætter:

”Det er min ambition, at Billund Kommune i fremtiden vil være blandt de allermest erhvervs- og ejendomsvenlige kommuner i landet. Ikke blot på papiret, men den reelle oplevelse i mødet med kommunen. Det betyder for mig en nærværende, fleksibel og serviceminded sagsbehandling – lige meget om man er lille eller stor.”

Inspirationskatalog til kommunerne
EjendomDanmark har op mod kommunalvalget udarbejdet et inspirationskatalog med 14 forslag til kommunalpolitikerne, der kan skabe endnu bedre lokale rammer for et grønne, rigere og mere sammenhængende Danmark. Forslagene lyder bl.a. på at fjerne dækningsafgiften, som Billund Kommune har gjort, men der er også bud på, hvordan kommunerne kan optimere deres byggesagsbehandlingstid. Rådene lyder bl.a. på en bedre rådgivning, løbende dialog, og at man som ansøger kun møder én sagsbehandler.

Se kataloget vedhæftet denne pressemeddelelse.

Fakta om undersøgelsen
Det er tiende år i træk, EjendomDanmark måler på ejendommenes vilkår i landets 98 kommuner. Kommunerne måles på forhold, de selv har indflydelse på, og som har betydning for ejendommene. Ud over grundskyld tæller dækningsafgift, om kommunens private lejeboliger er reguleret eller ej, sagsbehandling for byggesager, byggesagsgebyrer og antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud).

Igen i år ligger de jyske kommuner generelt lunt i svinget og tager ni ud af ti pladser i top-10. Billund tager førertrøjen, mens Hedensted får en andenplads og Viborg løber med tredjepladsen.

På landsplan går det overordnet en smule bedre på tre ud af de seks parametre, der indgår i undersøgelsen i forhold til sidste år. På den positive side fortsætter antallet af ejendomsforbrydelser med at falde og ligger nu historisk lavt. Ejendomsforbrydelser er faldet med 13 procent på landsplan. Hvor timeprisen på byggesager steg sidste år, falder den nu en smule. I gennemsnit er timepriserne faldet med 6 kr. Også dækningsafgiften er faldende, men der er tale om relativt små ændringer.

Grundskylden og rækken af regulerede kommuner ligger stabilt i forhold til sidste år, men sagsbehandlingstiden for byggesager bevæger sig til gengæld fortsat i en negativ retning. Byggesagsbehandlingstiden er steget fra 48 dage til 51 dage i gennemsnit.

Skriv en kommentar