I nat klokken 00.45 skete der et færdselsuheld på Herredsvej ved Kystvejen i Sanddal. En VW Passat kom kørende i sydøstlig retning ad Kystvejen, og da bilisten ville svinge til venstre af Herredsvej, mistede han herredømmet over bilen og påkørte et elskab.

– Der er to mænd i bilen, som vælger at stikke af fra uheldet til fods. Det lykkedes en politipatrulje at anholde begge mænd. Det drejer sig om en 26-årig mand og en 21-årig mand – begge med bopæl i Fredericia, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

Den 26-årige blev fundet i besiddelse af bilnøglen til bilen. Men da der er usikkerhed om, hvem af de to mænd der har kørt bilen, er de begge blevet sigtet for spirituskørsel, da de var påvirket af alkohol.

– Begge mænd blev anholdt og taget med til afgivelse af en blodprøve, slutter vagtchef Hans Hoffensetz.