Mandag den 28. februar 2022 var en af politiets fotovogne på Vejlevej i Fredericia, da en bilist kl. 12.40 kørte forbi med 113 km/t, selvom hastighedsgrænsen på strækningen er 50 km/t.

Bilen og føreren blev fanget på kamera, men da nummerpladerne på bilen var afmeldte, måtte Sydøstjyllands Politi efterforske sig frem til førerens identitet – og hvor den pågældende og bilen befandt sig. Det lykkedes efter et godt stykke politiarbejde at finde frem til føreren, som erkendte, at han ejede bilen og at det var ham, der havde siddet bag rattet på forseelsestidspunktet.

Tirsdag kort før kl. 12.00 kunne politiet sigte føreren for hastighedsovertrædelsen og beslaglægge bilen. Det viste sig i øvrigt, at han var frakendt førerretten.