Forside Fredericia Better safe than Sorry: FGU-elever skød kampagne i gang med at uddele...

Better safe than Sorry: FGU-elever skød kampagne i gang med at uddele kondomer

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

I en landsdækkende ungekampagne, der går under navnet True Story, sætter Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Sex & Samfund fokus på kønssygdomme og lignende. Kampagnen blev skudt i gang onsdag, og i Fredericia delte FGU-elever kondomer ud på de forskellige uddannelsesinstitutioner i byen.

True Story kampagnen forløber fra september 2019 til marts 2020 og arbejder i fire sprint, hvoraf Sex & Samfund understøtter sprint 1, (september – oktober 2019) der har overskriften ”Tillid”. Kampagnen foregår primært online på sociale medier og bliver understøttet af kommunernes og institutionernes egne kampagneaktiviteter og events. 

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Den 11. september 2019 blev kampagnen skudt i gang i Fredericia med en ”True Story” og ”Better safe than Sorry” evnt, hvor FGU- Trekanten i samarbejde med UngModFredericia kommer rundt med Kampagnebussen til de øvrige ungdomsuddannelser for at gå i dialog med de unge og sætte fokus på myter og fakta om seksuel sundhed og trivsel samt informere om de muligheder unge i Fredericia har for at få råd og vejledning om seksuel sundhed, sikker sex, blive testet og få gratis prævention.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN var med, da Kampagnebussen ramte EUC Lillebælt, som var sidste stop på ruten, og der talte vi med Maja og Shano fra FGU om hvordan det er at være med rundt og sætte gang i kampagnen.

“Det første sted var akavet, da vi kastede med kondomer, men ellers har det været sjovt,” siger Maja og bliver suppleret af Shano:

“Det går meget godt, synes jeg. Vi bliver mødt med et smil.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hvordan reagerer eleverne, når I kommer?

“I starten kigger de underligt på en, men så snart vi fortæller om det, så åbner de op og lytter,” siger Shano og kommer med et eksempel på en “ice breaker” til drengene, som han har delt ud til:

“Jeg har fx sagt: Hva’ så drenge, skal I bruge noget gummi til weekenden? Det synes de er meget sjovt, og så har de fået et kondom,” siger han.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Shano og Maja synes begge det er vigtigt at sætte fokus på det område, som kampagnen gør. Selvom det kan virke som et akavet emne at tale med fremmede om, så har det været en god oplevelse for de to FGU-elever.

“Det har været rigtig fint og flydende. Det er ikke fordi vi har sat os meget ind i det, men hvis folk spørger om noget, så svarer vi på det,” slutter Maja.

https://www.facebook.com/menyfredericia/
DEL