Byens store bagerforretning, Byens Brød, der har bageri og forretning i Erritsø, samt Sjællandsgade har ansat den branchekendte Betina Jørgensen som butikschef. Hun glæder sig til arbejdet og ikke mindst til at møde kunderne.

Der er travlhed i bageriet på Erritsø Bytorv, selvom januar normalt ikke er den måned, hvor kagerne er i høj kurs. Om det er et tilfælde eller ej, så er det dog både wienerbrød, men også “havrestykker”, der bestilles, imens vi venter på at tale med Betina, der er blevet ansat i forbindelse med, at den tidligere Butikschef, Cecilie er gået på barsel. Hun kommer dog naturligvis tilbage efter endt barsel og skal arbejde sammen med Betina.

Den 51-årige nye butikschef er allerede et kendt ansigt i Fredericia, da hun kommer fra branchen, men det var en række gode samtaler om en anbefaling fra en god bekendt, der gjorde udslaget.

“Jeg havde nogle gode samtaler med Betina om kundeservice og forretningen. Hun havde en god forståelse for, hvordan vi arbejder selvstændigt og i teams. Det er vigtigt for os, at vi kunne få en butikschef, der havde flere kompetencer, men også, at hun kunne administrere en forretning med 50 medarbejdere,” fortæller Lars Hesselvig og uddyber:

Samtidig talte jeg med Steen Skallebæk, (den ene af grundlæggerne bag Lagkagehuset red.) der varmt kunne anbefale Betina. Vi havde mange dygtige ansøgere, men valget faldt på Betina, der med sin erfaring skal gøre det muligt for mig igen at fokusere mere på ledelse, forretningsudvikling og nytænkning igen. Da Cecilie gik på barsel, gik meget af min tid med selve bagerforretningen, hvilket har været godt, men nu skal vi vækste og udvikle. Vi har to gode butikker, som er i fremgang.”

Betina Jørgensen glæder sig over de nye udfordringer og det faktum, at hun kan blive i branchen.

“Jeg var syv år i Lagkagehuset, hvor jeg også var chef. Bagerbranchen er en fantastisk dejlig branche, og for mig, der elsker kundeservice, er det fantastisk fortsat at kunne betjene de glade kunder,” siger hun og fortæller om sig selv.

“Jeg er udlært tjener, men kom så til Lagkagehuset. Det var rart, for så skulle jeg ikke arbejde om natten, da man jo har kunderne i en længere periode som tjener. Lars Hesselvig (Bagermester og ejer af Byens Brød red.) søgte en butikschef, og efter en række samtaler blev vi enige. Der var en god kemi, og han kunne give mig nogle gode udfordringer, hvilket jeg virkelig sætter pris på.”

Hvordan ser du jobbet?

“Vi er mange folk, så der er noget administrativt, men jeg ser jobbet som ret frit, vi skal klø på og give den en skalle, men jeg har stor indflydelse på, hvad der sker i butikkerne og hvordan vi oplærer vores kolleger. Lars forventer, at jeg arbejder på at løse de forskellige opgaver, så det glæder jeg mig til at vise,” forklarer Betina”.

Hvad laver du i din fritid?

“Jeg spiller håndbold, er sammen med venner, familie, rejser og så har jeg en båd sammen med min forlovede. Jeg har to store børn, og derfor tre børnebørn, mens min forlovede har fire børn, så der er er gang i vores liv”, slutter Butikschef Betina Jørgensen.

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her