Den 28. juli lancerer McDonald’s Danmark MobilePay i samtlige 87 restauranter. Dermed kommer gæsterne til at kunne betale for maden direkte via mobilen. Med indførelsen af MobilePay er McDonald’s den første danske fastfood-kæde, der tilbyder mobilbetaling i restauranterne. Hidtil har det kun været muligt at betale med MobilePay i fastfoodrestauranter ved bestilling på nettet.

Mobilbetaling – en del af fremtidens restaurantoplevelse

”Vi har glædet os meget til at introducere MobilePay-løsningen til vores gæster i restauranterne, fordi vi tror på, at det vil styrke serviceoplevelsen for dem, der ønsker at lade kontanter og betalingskort blive derhjemme,” siger Joachim Knudsen, administrerende direktør for McDonald’s Danmark, og fortsætter:

”Vi har en klar vision og målrettet plan for, hvordan fremtidens danske McDonald’s restauranter skal se ud, og hvilken oplevelse vores gæster skal have i restauranterne – fra de kommer ind og bestiller, til de forlader restauranten. Implementeringen af MobilePay er et vigtigt skridt på vejen mod vores mål.”

Den nye betalingsmulighed indebærer, at McDonald’s Danmark installerer små bokse ved alle kasser i restauranterne. Hvis gæsten vælger at betale via MobilePay, sender boksen beløbet til gæstens mobil med anmodning om betaling, når bestillingen er foretaget. Løsningen er baseret på Danske Banks MobilePay-app og kører bl.a. på Bluetooth- og NFC-teknologi.

 

McDonald’s har de seneste uger testet løsningen i restauranterne i Valby og på Falkoner Allé på Frederiksberg, og her har gæsterne vist stor interesse for at betale med mobilen:

”Vores gæster i de to testrestauranter har været meget begejstrede for, at de nu også kan betale med mobilen. De skal selvfølgelig lige vænne sig til, at det i det hele taget er en mulighed. Men når de først kommer i gang, giver de udtryk for, at det er både sjovt og nemt,” siger Joachim Knudsen.