Morten Rahbek er blevet et synonym med FC Fredericia. Bestyrelsesformanden kom ind i bestyrelsen umiddelbart efter, at klubben blev etableret i 1991, og i 29 år har han været formand for klubben.

I fodboldbestyrelser ser man jævnligt udskiftninger, og særligt når man taler om klubber, der ligger i de øverste rækker. Når man så som Morten Rahbek har været formand i så mange år, lyder det ret vildt.

– Det er også voldsomt i så mange år. Jeg tror ikke, at der er ret mange formænd i danske fodboldklubber, der har siddet i små 30 år, men sådan er det, siger Rahbek.

Det er ikke kun i bestyrelsen, at FC Fredericia har haft kontinuitet, men også på ledelsesgangen, hvor Stig Pedersen sidste år kunne fejre 25-års jubilæum.

– Stig og jeg har haft et makkerskab i 25 år, det har været spændende. I det hele taget kan man sige, at det der har præget FC Fredericia på godt og ondt, er stabiltiet. Vi har haft en direktør, der har siddet i 25 år, og en formand i knap 30 år, og en bestyrelse, der har været med i mange år og en ejerkreds, der har været her i mange år. Men så længe alle brænder for det og vil klubben det bedste, er det også fint, forklarer Morten Rahbek.

Formanden er også helt indforstået med, at der over tid skal komme en og overtage posten.

– Selvfølgelig skal der det, men jeg tager et år ad gangen. På et tidspunkt skal andre tage over, men det varer ikke så mange år, som der er gået. Det kan jeg godt afsløre, siger Morten Rahbek med et glimt i øjet.

I 1991 blev FC Fredericia stiftet, og det blev også starten på Morten Rahbeks virke i FC Fredericia, der er en sammenslutning af Fredericia KFUM og Fredericia fF.

– Jeg kom ind i bestyrelsen efter, at FC Fredericia blev etableret. Jeg blev spurgt om jeg ville være med, og det var daværende formand Erik, der spurgte om det. Så gik der et par år, så ønskede Erik ikke at være formand mere og så spurgte han, om jeg havde lyst til at overtage formandsskabet. Jeg har været formand siden, fortæller Morten Rahbek.

Dengang var det med stadion på Baldersvej, mens træningen fandt sted i KFUM Parken. Særligt det gamle stadion var ydmyge rammer.

– Når københavnerholdene kom og skulle klæde om i gæsteomklædningen, og havde det regnet kraftigt, stod der 2-3 centimeter vand i omklædningen. Sådan var det dengang. Der er sket meget siden, og noget af det der har løftet klubben er, at vi gik fra Baldersvej til Monjasa Park. Det gav et kæmpe løft, siger Morten Rahbek.

https://www.fredericia.dk/

Lokalrivalerne fik en over nakken

Gennem tiden har der været flere mindeværdige præstationer i FC Fredericia, og i tiden på Baldersvej er der særligt en kamp, der står fast i erindringen.

– Rent sportsligt kan man ikke lade være med at tænke tilbage på et lokalopgør mod Vejle, hvor vi vandt 6-1. Det er en af de enkelstående kampe, der står printet i bevidstheden hos de fleste FC Fredericia-fans. Det var en god sejr mod VB på Baldersvej med 6-1. Det er den største enkelt sportslige højdepunkt, siger Rahbek, der også husker oprykningen til 1. division i 2001:

– Vi rykkede op over to kampe mod Horsens efter en forrygende kamp på Baldersvej, hvor vi sikrede os oprykningen, fortæller han.

Nyt stadion gav udvikling

Selvom der er minder og nostalgi forbundet med stadionet på Baldersvej, der i dag er revet ned, stod det klart, at der skulle ske noget nyt for FC Fredericia, hvis klubben skulle udvikle sig. Morten Rahbek vil gå så langt at sige, at den fredericianske fodboldklub ikke havde været, hvor den er i dag, uden etableringen af Monjasa Park.

– Det kan jeg sige med 100 % sikkerhed. Vi havde ikke haft det niveau, hvis vi ikke politikerne og byrådet havde været så forudseende sammen med os at etablere Monjasa Park, siger Rahbek.

Efter i nogen år at have haft ønsket om tilføjelse af næste etape på Monjasa Park, blev der etableret en ny tribune, der blev indviet sidste år.

– Det er lidt det samme som i 2006. Vi fik etableret Monjasa Park. Vi blev bragt et stykke videre, og så opgraderingen af stadionet sidste år giver os en fornyet mulighed for at tage næste skridt. Udviklingen i dansk fodbold er så hurtig, at hvis man ikke følger trit med udviklingen, er man smidt bagud, forklarer Morten Rahbek.

Glippet holdsammenlægning

En af de tendenser, der er i moderne fodbold er, at klubber kommer på udenlandske hænder. Om det sker i FC Fredericia, må tiden vise, men i andre klubber, blandt andet i NordicBet Ligaen, er der skræmmeeksempler i Esbjerg, Vendsyssel og Fremad Amager.

– Jeg tænker, at enhver ejer, der vil klubben og lokalområdet det bedste, er velkommen. Så er det ligemeget om det er udenlandsk eller dansk. Det handler om man vil klubben det bedste. Vi er en ejerkreds, der består af en del forskellige ejere, og de fleste har lokalt tilhørsforhold. og det har vi det rigtig godt med, men hvis der er nogen, der vil FC Fredericia, Fredericia by og området det godt, så kan det godt være, at der er bedre ejere, siger Morten Rahbek.

I flere omgange har en ny fodboldmæssig mastodont været på tale i Trekantområdet, og et fællesstadion i Taulov har blandt andet været nævnt. Klubben skulle være en sammenlægning mellem Kolding IF, Vejle Boldklub og FC Fredericia, og det var med fredericianerne som en stor fortaler.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været forgangsmænd tre gang for at lægge klubber sammen, da vi mente det var det eneste rigtige. Vi har været med i sammenlægningen og været en drivende kræft mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Det var tæt på, men vi manglede Vejle Byråd til at sige god for, at de ville være med. Alle andre havde sagt ja. Det gjorde man ikke, og så faldt det ned på jorden. Imellem tiden er der sket meget i Fredericia og Vejle, og sådan er det. Der er et vindue, der bliver åbnet og hvis man ikke udnytter det, så forsvinder det og så kan der gå lang tid igen, fortæller Morten Rahbek.

FC Fredericia har været i NordicBet Ligaen i en menneskealder, og spørgsmålet er om, hvornår en oprykning kan komme på tale.

– Det hænger lidt sammen med stabiliteten. Den kan være fin i mange henseender, men vi er også en klub, der skal tage hensyn til økonomien. Vi smider ikke alt på rød roulette, og håber, at vi rykker op. Vi er nødt til at tage hensyn til, at der er en dag imorgen. Vi arbejder hver dag på at skaffe økonomi til at forbedre det sportslige setup i Fredericia, og på et tidspunkt, når alle tandhjul passer sammen og spillertruppen går op i en højere enhed med trænere, ledelse osv., så har vi en chance, hvilket vi ret beset gør i øjeblikket. Muligheden eksisterer, men mange ting skal falde i hak, siger Rahbek.

I 2009/10-sæsonen var FC Fredericia snublende tæt på at rykke op. Et nederlag i næstsidste spillerunde til Kolding gjorde, at det ikke sker.

– Lige så vel, som der har været fantastiske oplevelser, har der også været nedture. Den største var i pokalsemifinalen mod Silkeborg og kvartfinalen samme år mod AaB. Vi havde chancen for at komme i pokalfinalen mod Brøndby, det lykkedes ikke, men vi var tæt på. I alt den tid, jeg har været med, er den største skuffelse kampen i Kolding, hvor vi havde en mulighed for at rykke op. Det tog klubben et par år at komme sig over det, og vi skulle lige finde vores fødder igen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Ny struktur gør det svært

Da Superligaen blev lavet om fra at bestå af 14 hold til 12 skete der et strukturskifte i både Superligaen og NordicBet Ligaen. Det betyder, at der nu kun er to oprykkere.

– Der er ingen tvivl om, at med kun 12 hold i Superligaen er det sværere at rykke op. Det siger sig selv, at da man skar klubberne ned fra 14 til 12, så er der to pladser mindre i Superligaen, og færre pladser at spille om. Konkurrencen i NordicBet Ligaen er større end nogensinde, og derfor er det ufatteligt vigtigt, at vi kan holde fast i den sportslige udvikling, ellers bliver vi sat tilbage, konstaterer Morten Rahbek.

Rahbek nævner selv den store konkurrence. Derfor glæder han sig især over, at det lykkedes at komme med i oprykningsspillet for anden sæson i træk.

– Det er en stor tilfredsstillelse, at med et beskedent budget i forhold til de andre kan spille med i top-6. Vi ser, at der er klubber som Esbjerg, Vendsyssel og andre, der spiller nedrykningsspil, der har markant større budgetter end os, så det er tilfredsstillende, at vi får mere ud af pengene end mange af de andre. Det er også nødvendigt. Vi skal være dygtigere til at få noget ud af de midler vi har til rådighed, forklarer Morten Rahbek.

Ser man ud i fremtiden er det svært at spå om, hvad der sker. Rahbek har dog et håb, hvis man kigger på en femårig periode.

– I løbet af fem år spiller vi med om oprykningen i ny og næ, og der vil også være en periode, hvor vi ikke gør det, og hvis vi er dygtige, kan det være vi snupper en billet til Superligaen, slutter FC Fredericias bestyrelsesformand.