Kun i Østjylland, Østsjælland og Københavns Omegn sætter lønmodtagerbeskæftigelsen rekord, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Samtidig er lønmodtagerbeskæftigelsen lavere end før finanskrisen i de fleste landsdele.

Lønmodtagerbeskæftigelsen i Danmark har aldrig været så høj, som den er lige nu. I andet kvartal af 2021 var der 2.814.717 personer i beskæftigelse på landsplan.

Men nu viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at rekorden langtfra er landsdækkende. Kun 3 ud af 11 landsdele har rekordhøj beskæftigelse.

– Vi er kommet økonomisk godt ud af coronakrisen og har gang i et historisk opsving, men selvom beskæftigelsen sætter rekord på landsplan, er det langtfra et fænomen i alle egne af landet. Det er en vigtig nuance at have med, siger senioranalytiker Sofie Holme Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Lønmodtagerbeskæftigelsen er dog højere end før coronakrisen i alle landsdele bortset fra Byen København.

Lønmodtagerbeskæftigelsen i dele af landet er fortsat lavere end før finanskrisen

Analysen viser også, at lønmodtagerbeskæftigelsen er lavere end før finanskrisen. Kun i de fire landsdele Byen København, Københavns Omegn, Østjylland og Østsjælland er beskæftigelsen højere end før finanskrisen.

”Selvom beskæftigelsen i Danmark er knap 100.000 personer højere end før finanskrisen, så er der stadig 7 ud af 11 landsdele, hvor beskæftigelsen er lavere. En årsag er nok, at der har været bevægelser af fraflytninger fra landsdelene i de 13 år, der er gået, men det kan også skyldes, at flere pendler og simpelthen arbejder i en anden landsdel, end de bor i,” siger Sofie Holme Andersen.

Analysens hovedkonklusioner

  • Det er kun i Københavns Omegn, Østjylland og Østsjælland, at beskæftigelsen er rekordhøj.
  • Lønmodtagerbeskæftigelsen er knap 10.000 lavere i Byen København end før coronakrisen. I alle andre landsdele er lønmodtagerbeskæftigelsen højere. Det gælder også på landsplan.
  • Det står i kontrast til efter finanskrisen, hvor det primært var Jylland, Fyn og Vest- og Sydsjælland, der var lang tid om at komme tilbage på det gamle beskæftigelsesniveau. Faktisk har de landsdele stadig færre beskæftigede end før finanskrisen.

Beskæftigelsestal for landsdelene

Tabellen viser lønmodtagerbeskæftigelsen i andet kvartal 2021 samt det hidtil højeste niveau for de enkelte landsdele. 

LandsdelBeskæftigelse andet kvartal 2021Hidtil højeste beskæftigelseTidspunkt for rekordhøj beskæftigelseNyrekord?
Byen København         467.382       476.4771. kvt. 2020Nej
Københavns omegn         355.583       355.5832. kvt. 2021Ja
Nordsjælland         174.209       174.8332. kvt. 2008Nej
Bornholm           15.856         17.4981. kvt. 2008Nej
Østsjælland         103.060       103.0602. kvt. 2021Ja
Vest- og Sydsjælland         216.991       227.6321. kvt. 2008Nej
Fyn         212.166       215.9081. kvt. 2008Nej
Sydjylland         353.304       362.4871. kvt. 2008Nej
Østjylland         426.619       426.6192. kvt. 2021Ja
Vestjylland         211.304       220.5201. kvt. 2008Nej
Nordjylland         267.530       271.6501. kvt. 2008Nej
Hele landet     2.817.717   2.817.7172. kvt. 2021Ja

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik 

Fakta

Kommunernes fordeling i landsdelene:

Byen København

København, Frederiksberg, Dragør, Tårnby

Københavns omegn

Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Vallensbæk

Nordsjælland

Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Rudersdal

Bornholm

Bornholm, Christiansø

Østsjælland

Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød

Vest- og Sydsjælland

Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Lolland, Næstved, Odsherred, Ringsted, Slagelse, Sorø, Stevns, Vordingborg

Fyn

Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nordfyns, Nyborg, Odense, Svendborg, Ærø

Sydjylland

Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Haderslev, Kolding, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Vejle, Aabenraa

Østjylland

Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs, Aarhus

Vestjylland

Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer, Viborg

Nordjylland

Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerlands, Aalborg

Læs analysen her

Skriv en kommentar