Jeg sidder på trappen ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche i Berlin. Det er hundekoldt. Jeg ryster lidt, men af flere årsager. Europa er forandret. Det går op for mig nu. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men jeg mærker, at terrorens skygge, som usynlige skyer er ved at trænge ind i mit sind, snigende fra side til side, som spøgelset, der overtager styringen. Mediernes fokus på terror er et faktum, men at man skal tro, at terroren er taget til i styrke i Europa, er dog et falsum. Der er ikke mere terror i Europa, end der var i 60’erne, 70’erne, 80’erne og så videre, men imidlertid er jeg overvågen på en ny måde.

Når jeg sidder på en kaffebar, holder jeg øje. Når jeg går i rundt i byen, holder jeg øje. Jeg er ikke den eneste, der gør det. Vi gør det alle sammen. Vi går udenom de ”normale” demonstrationer, hvor store folkemængder er samlet. I dag til demonstrationen om hændelserne i Iran i disse måneder. Det virker forkert og ubegrundet. Jeg minder mig selv om, at friheden kommer ved at leve og ved at gøre, det, man har lyst til. Berlinerne er stadig glade for øl, højtlydt latter og bankende basvibrationer, når man går på åben gade. Heldigvis.

Temperaturen nærmer sig frysepunktet. Derfor gør det også ondt at se en hjemløs uden sko, som ydermere har lavet i sine bukser, halte sin vej ind til den varmere banegårdskorridor. På den anden side kommer et ægtepar ud fra det tyskikoniske tøjmærkes magiske Hugo Boss-forretning. Stedet, hvor de syer designermærkets tøj, så det matcher kroppens anatomi. For så vidt, er det et vanligt udsyn i en verden, hvor uligheden stiger, og jeg ved godt, at storbyerne fremviser uligheden eksplicit.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen

Fire dages inspirationstur er ved at være slut. Byen, der lever døgnet rundt er Europas New York. Byen, der samler alle samfundslag på godt og ondt. Byen, hvor iværksætteri, ungdommens og kulturens blod flyder i pulserende bevægelser.

Jeg har rejst og boet i Berlin flere gange om året i mit voksne liv. Jeg elsker byen, for det den er. Jeg møder altid et åbensindet folk, som gennem 100 år har stået de værste politiske kriser og krige igennem, men alligevel har formået at inspirere og knuselske livet til perfektion. Her er der måske ingen ændring, men Murens fald i 1989 sendte frihedens forandrede vinde over Verden, og var måske The End of History and the Last Man, som den berømte forsker og forfatter Francis Fukuyama skrev, en verden hvor ideologierne ikke længere sloges, men nye er opstået, og vi er i disse dage tættere på Samual Phillips Huttingtons, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, hvor tidligere tiders konflikter mellem stater og ideologier i stigende grad vil blive afløst af kulturelle konflikter mellem civilisationer, hvor sørgeligt det end lyder i en verden, hvor vi kunne leve i fred.

Når jeg ser på Berlin i dag. Lige i dag. Ser jeg et nyt tæppe, der er rullet ned over byen, der i årtier var Den Kolde Krigs brandpunkt. Byen, hvor amerikanske og sovjetiske statsoverhoveder tog til for at blive set og hørt. Dengang var der soldater og politifolk på alle gader og stræder for at beskytte ideologierne. De er desværre tilbage, som en åbenlys nødvendighed.

Vi har set, læst og oplevet meget på vores Tour De Berlin. Men den største ændring består i antallet af uniformerede og civile politifolk, eller måske i den transparente kendsgerning.

Netop her, hvor jeg sidder og fryser med min varme kaffe i hånden ved kirken, der blev bombet af englænderne i 1943, tænker jeg videre. Jeg ser op på kirketårnet, der er sønderskudt og ødelagt. Kirken, som vesttyskerne valgte ikke at genopbygge, fordi ødelæggelsen, skulle stå som et minde om totale krig.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen

Jeg ser ud over det julemarkedet, som i december 2016 var genstand for en uhyggelig terrorhandling, hvor 12 blev dræbt og 49 sårede, da en gal mand kørte en lastbil igennem den juleglade folkemængde. Jeg græder. Terrorens ansigt er ofte pakket ind i en diskurs om Europas og Vestens geopolitiske dispositioner og manglende integrationsindsatser, der i virkeligheden ofte bunder i både sociologiske og kulturelle udfordringer, som man hverken løfter med pisk eller gulerod.

I dag dufter her af brændte mandler, de berømte currywurst bliver stadig overdækket af den blodrøde ketchup og strøget med frisk karry, lækkerierne fra et overflødigshorn af kulturer er til salg for Euros. Her er silketørklæder, uldsweatere, smykker, ure, krydderier, saltkringler, berlinere (kagen) og meget andet. Berlinerne og turisterne holder varmen med den karakteristiske glühwein, som næsten alle boder sælger. Børn spiser de karamelliserede æbler. Det har man ikke ændret ved. Det varmer på den kolde trappe og frembringer et smil i stedet for tårer.

Men i hvert hjørne står der i dag betonklodser, som sammen med de synlige politibetjente er bolværk og forsvar, hvis det forfærdelige skulle ske igen. I mængden blander civile politifolk sig med de handlende, en enkel går til en politivogn for at rapportere og lave lidt sjov. De kan smile endnu, selvom de er på en alvorlig opgave. En frihedskamp.

Jeg rejser mig, og går langs Ku’Damm mod banegården. Jeg hører stadig Bowies sange i mit hoved, når jeg er ved Bahnhof Am Zoo, men jeg ser friheden indskrænket, når det ikke længere er madboder, der bryder den historiske plads i den anden ende af byen, som man rejser let til med U2 mod Pankow, Alexanderplatz. Politiet har åbnet en filial her, og selvom her er koldt, er her ikke så mange mennesker, som her plejer at være. De japanske turister skal stadig have taget billedet under det berømte atomur.

Men alle ser sig ekstra for, når lastbiler får tilladelse til at køre ind i området, man bemærker også, at der holder en politibil ved siden af. Byen, hvor overvågning, spioner og mistænkeliggørelse er bagsiden af frihedsmedaljen, er forandret i sit fysiske udtryk, men den værste forandring er bevidstheden omkring forandringen.

ICH LIEBE BERLIN

-ada