Forside Danmark Bent Jensen: “Det er unikt – og nu skal der knokles på”

Bent Jensen: “Det er unikt – og nu skal der knokles på”

DEL
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR

I går aftes offentliggjorde Dansk Industri den årlige erhvervsklimamåling. Her tog Fredericia endnu et skridt op ad stigen, og placerede sig på en historisk flot 14.plads. Business Fredericias formand, Bent Jensen, fortæller her om baggrunden for rejsen fra nummer 78 til 14.

At Fredericia af alle kommuner skulle ende i det bedre selskab blandt danske kommuner på Dansk Industris erhvervsklimamåling var på ingen måde et scenarie tilbage i 2015, hvor Fredericia placerede sig på en bundplacering som 78 blandt landets kommuner. En række møder blev sat i stand og ud af dem blev Business Fredericia dannet.

I spidsen kom erhvervsmanden Bent Jensen, og sammen med en ressourcestærk bestyrelse tog man arbejdshandskerne på og gik i gang. Første skridt var ansættelsen af Kristian Bendix Drejer og herfra er det gået hurtigt fremad for byens erhvervsliv.

En periode med høje vækstrater, storsalg af erhvervsjord og nye virksomheder så dagens lys, og Fredericia er i dag med i det gode selskab, fordi man har formået at ride med, men også høste på og af den højkonjunktur, som mødte verden godt syv år efter finanskrisens start. Rejsen fra nummer 78 til 14 gør Bent Jensen glad.

“Jeg synes, at det er super godt. Det er historisk. Der skal lyde en stor ros til Kristian og hans folk. For det første er det flot, at den gode placering fra sidste år kunne holdes og forbedres. Nu er det klart, at der skal fokuseres på de områder, hvor vi kan blive bedre,” fortæller Bent Jensen og uddyber:

“Her har vi en række udfordringer med arbejdsstyrken, hvor jeg tror på, at en ny trepartsaftale er vejen frem. Det eneste, der er en decideret hæmsko er dækningsafgiften, den bliver nok ikke fjernet, men vi må se på om den kan sænkes. Det er et problem i Fredericia, fordi de omkringliggende kommuner ikke har en dækningsafgift.”

Hvad siger resultatet dig?

“Det er generelt fantastisk. Det er fremragende, at man er kommet så langt på så få år – fra en plads som nummer 78 til 14. Den store indsats fra alle aktører er lykkedes. Målet var top 20, det har vi nået. Over 80% af virksomhederne vil anbefale andre at flytte hertil. Vores placering er unik, det skal vi arbejde videre med,” siger Bent Jensen og slutter:

“At vi er her nu er flot. Herfra er det, som sagt, delelementer der skal justeres. Alle vil gerne være nummer 1, men vi skal vigtigst af alt holde fast i den gode placering, vi har nu. Det er hele samarbejdet med Business Fredericia og kommunen, der er afgørende for byen og udviklingen i de kommende år. Alle har en interesse i at være bedst muligt. Vi skal ikke hoppe i hængekøjen, vi skal arbejde videre.”

https://www.billet.dk/order/tickets/13261438/tyrolerfest-i-fredericia-2019-eksercerhuset-2019-11-02-17-00-00?
DEL