I dag samles kokke og gourmeter fra hele Norden i Trondheim til offentliggørelsen af Michelin Guide Nordic Countries 2020. Når den syvende udgave af den nordiske hotel- og restaurantguide udkommer, vil rekord mange danske restauranter skulle “forsvare” deres stjernestatus.

Michelinstjernerne glimter i dag i Trondheim, hvor det afgøres om den fredericianske Michelin-restaurant Ti Trin Ned beholder sin Michelinstjerne, eller måske endda får to, som er drømmen og håbet for restauratørparret, Mette og Rainer Gassner. 

Tidlig mandag morgen satte gourmetrestauratør Rainer Gassner fra Restaurant Ti Trin Ned i flyet med destination Trondheim. Efter nogle vilde år for Ti Trin Ned er de endelig ved at være på plads i Kanalbyen. 

Rejsen for Restaurant Ti Trin Ned har været imponerende at følge, og for de mennesker som har fulgt deres arbejde har det være eventyrligt at følge med i deres målrettede arbejde, dedikation, kreativitet og gastronomisk iderigdom ud over det sædvanlige fik sidste år Mette og Rainer Gassner til at gå efter endnu en stjerne. 

Klokken 17.00 i dag afgøres det om denne drøm går i opfyldelse, når Michelin Nordic i Olavhallen i Trondheim afslører stjernerne i Norden. Blandt de nye drenge i klassen, spås også Rasmus Munk fra Alchemist en stor chance for at få sin første stjerne. 

Som eneste danske restaurant har Geranium tre stjerner, men hvem regner stjernerne over i aften?

Fredericia AVISEN er med i Trondheim og skriver løbende på vores platforme fra den store dag i Norge.  Vi startede selv rejsen tidligt i morges, og er netop ankommet til Trondheim, hvor slaget skal kæmpes.

Siden den første udgave af dækgiganten Michelins nordiske guide udkom i 2014, er den lille, røde hotel- og restaurantguide vokset betragteligt. I dag rummer guiden, som udkommer i både bog- og onlineformat, over 260 restauranter i Danmark og Færørene, Sverige, Norge, Finland og Island. Herunder 64 restauranter med en, to eller tre stjerner – i alt 80 stjerner. Hertil kommer 34 Bib Gourmand-restauranter og mere end 150 restauranter, som Michelin-inspektørerne har valgt at fremhæve for deres kogekunst med Michelins tallerken-symbol.

Historien om Michelin Guiden

Det hele startede i 1900, hvor Michelin brødrene Andre og Edouard, i bestræbelserne på at få de nyslåede franske automobilejere ud og opleve verden bag rattet af deres biler, introducerede en lille guidebog med information og tips til bilisterne.

Michelins guide rummede vejkort, oversigter over tankstationer langs vejene, råd om dækskifte naturligvis og en liste over gode steder at overnatte og spise på rejsen. I de følgende to årtier uddeltes Michelin-guiden gratis til bilisterne i Frankrig. Først i 1920 udkom den første Michelin-guide til salg og kostede da syv franc. I 1926 begyndte guiden sin snart 100årige tradition med at uddele stjerner til restauranter, da Michelin-brødrene ansatte de første af en lang række af sagnomspundne inspektører.

Leave a Reply