Jeg vil i dette læserbrev forklare, hvorfor jeg vil engagere mig ikommunal politik i mit livs efterår.

Systemerne lavede overgreb på mig, fordi jeg kritiserede tingenes tilstand. De fjernede min lægetitel, min lægeautorisation og min lægepraksis. Det opfattede jeg som et klokkeklart justitsmord på mig, og jeg skrev bogen: ”Sundhedsvæsenet, Socialvæsenet og Retsvæsenets fallit”, for at forklare mig i offentligheden.

Følgende beskriver kort hvordan det skete. For særlig interesserede vil jeg henvise til bogen.

Karina Hansen fra Holstebro fik i 2004 som 16-årig kyssesyge og udviklede de følgende år så svær ME (Myalgisk encephalomyelitis), at hun fra sommeren 2006 var sengeliggende 24/7. ME har siden 1969 været anerkendt af WHO som en fysisk sygdom. Diagnosen ME blev i perioden 2009 til 2012 stillet på Karina af to hospitaler og tre kompetente læger. En fjerde læge, som også stillede ME-diagnosen, var psykiater Nils Balle Christensen, som var leder af det nyoprettede ME-afsnit under Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitetshospital. Hans mission var at vinde Karina og hendes forældres tillid. Det lykkedes. Men dagsordenen var, at hun skulle være forsøgsperson for Forskningsklinikken og Trygfonden, som støtter klinikken med store milliontilskud. Karina skulle bruges til at demonstrere, hvordan man gør ”uforklarligt” syge raske med kognitiv terapi, motion og psykofarmaka. 

Funktionelle lidelser er udviklet i England i 1990erne og introduceret i Danmark i 00’erne af psykiater Per Fink, leder af Forskningsklinikken. Siden er det lykkedes Forskningsklinikken at annektere over 35 fysiske sygdomme, herunder ME, til ubodelig skade for patientsikkerheden. Funktionelle lidelser er ”Kejserens nye klæder”, en skraldespands diagnose, der ikke burde findes i det danske diagnosesystem. Den findes ikke i WHO’s diagnosesystem. Den er til stor skade for patienterne, gør nogle læger lemfældige i deres omgang med patienterne og er til stor gavn for jobcentre og forsikringsselskaber. Patienter, der lemlæstes med denne skraldespandsdiagnose, fejlbehandles i vores sundhedsvæsen med risiko for at blive kronisk syge, for medicinforgiftning og evt. død. De snydes for økonomisk kompensation i forsikringssager og trækkes rundt i manegen i det kommunale system. 

Med hjælp fra Sundhedsminister Astrid Kragh, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen blev Karina tvangsindlagt under Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser på Hammel Neurocenter.  I februar 2013 mødte flere politifolk, læger, repræsentanter for Holstebro kommune og en låsesmed op på forældrenes og Karinas bopæl og tvangsindlagde hende.Tvangsindlæggelse, endsige indlæggelse var helt unødvendig. Karina var syg, men i bedring på indlæggelsestidspunktet. Jeg er tilbøjelig til at mene, at hun var blevet helt rask i løbet af nogle år, hvis ikke hun var blevet tvangsindlagt. Tvangsindlæggelsen var begyndelsen på 3 år og 8 måneders tvangsbehandling og helvede. Yderligere fik hun ulovligt og unødvendigt tildelt en værge, således at Forskningsklinikken kunne isolere Karina fra familie og omgivelser. Hun var nu helt i Forskningsklinikkens magt. Efter 3 års fejlslagen behandling opgav Forskningsklinikken behandlingen af Karina i foråret 2016 og henviste hende til psykiatrien i Risskov samt et andet behandlingshjem ved Horsens.

Karinas forældre havde på det tidspunkt haft kontakt til mig i over 3 år. I oktober 2016 tog de Karina hjem på en uges ferie. Efter denne ville hun ikke tilbage til Tagdækkervej, Hammel, et behandlingshjem for hjerneskadede, hvor hun blev anbragt to år tidligere, efter at Hammel Neurocenter havde opgivet yderligere behandling. Jeg accepterede Karinas og forældrenes ønske om at være læge for Karina. Det skal bemærkes, at ingen lokale læger turde behandle Karina. Der var så megen frygt blandt læger, incl. psykiatere, at det tog nogle måneder at finde en psykiater i landet,der turde behandle Karina. Psykiater Mogens Undén, Frederiksberg, havde mod og mandshjerte til at påtage sig udfordringen. Karina var svært forgiftet med psykofarmaka og havde endvidere udviklet et belastningssyndrom pga. den voldsomme mishandling, Forskningsklinikken havde udsat hende for gennem 3 år og 8 måneder. Derfor ville jeg have en kompetent psykiater indover ifm. behandlingen. Mogens Undén og senere også psykiater Charlotte Emborg, Risskov, erklærede, at Karina aldrig havde været psykisk syg. Værgemålet blev som følge deraf fjernet ved en kendelse i Byretten i Holstebro i 2018. Der havde aldrig været behov for en værge.

Da jeg i oktober 2016 overtog behandlingen af Karina, begyndte jeg nedtrapningen af psykofarmaka. Hun var klinisk tydelig overmedicineret og dermed forgiftet. En blodprøve viste, at mængden af psykofarmaka var 50% over det maximalt tilrådelige. Hvorfor havde Forskningsklinikken ikke taget blodprøver, som Sundhedsstyrelsen anbefaler? I løbet af den første uge fik Karina det bedre, og bedringen fortsatte over tid. 

Hendes belastningssyndrom var dog så alvorligt, at det ikke bedredes over tid, fordi hun ikke modtog behandling for den, pga. Styrelsen for Patientsikkerheds håndtering af sagen. 

Grundet mine adskillige kontroverser med Per Fink og fordi jeg havde hjulpet ca. 300 HPV-vaccine bivirkningsramte kvinde/piger landet over, angreb Styrelsen mig med alle tænkelige midler. En praktiserende læge skulle ikke blande sig i sundhedsfaglige emner. I løbet af knap en måned opbyggede de et komplot og fratog mig min autorisation og lægetitel for to år, men i realiteten permanent. Styrelsen for Patientsikkerhed ville ikke have mig tilbage til lægefaget. Styrelsens anklagepunkter var ualmindelig svage: 1)Jeg havde først tilset Karina fem dage efter nedtrapningen af psykofarmaka begyndte. 2) Jeg havde ikke spurgt værgen om hans accept af nedtrapningen og 3) Jeg havde ikke rådført mig med psykiaterne på Forskningsklinikken. Mine svar: ad1. Det er en normal procedure i almen praksis, hvis det er vurderet sikkert. Ad 2 og 3: Jeg havde ingen tillid til værgen og psykiaterne. Det var dem, der var skyld i mishandlingen af Karina i mere end 3 år.

Af Styrelsens afgørelse fremgik det, at afgørelsen ikke kunne ankes, men kunne bringes for en domstol. Det gjorde jeg så, efter det havde vist sig umuligt at ændre autorisationsfratagelsen vha. skrivelser til ministre og andet godtfolk. Jeg følte mig varetægtsfængslet og uden rettigheder. Min praksis lå i ruiner. Det stred mod al sund fornuft, at Styrelsens behandling af mig havde den effekt, at patientsikkerheden var ikke eksisterede. Det var rent held, at to patienter ikke døde under det kaos, Styrelsen havde foranlediget i min praksis.

Retssagen var sat i Kolding Byret i august 2019 under forsæde af en pensioneret dommer. Jeg tabte. Dommeren gummistempledeRetslægerådets vurdering. Dommen var fuld af fejl, misforståelser og manipulationer. Den undlod at nævne psykiater Mogens Undéns vægtige argumenter, der understøttede min behandling af Karina. Den vurderede ikke lægeløftet, som er en læges ypperste ed. Proportionalitetsprincippet blev forbigået i min sag. Jeg havde bedret/reddet Karinas liv, men blev straffet med fratagelse af min autorisation, min lægetitel samt et tab på ca. 6 Mill. Kr. i tabt arbejdsfortjeneste/praksis salg og omkostninger på 1 Mill. Kr. til retssagen. En læge, der var skyld i et meningitisdødsfald,fortsætter sin gerning, og fik en bøde på 5000 kr.

Dommen var efter min bedste overbevisning et justitsmord og burde ikke kunne ske i en retsstat. Af den grund ankede jeg til landsretten. Det viste sig at være omsonst. Landsretten ville kun tillade et af syv supplerende spørgsmål til Retslægerådet, skønt min modstander Kammeradvokaten ville tillade fire. Retssystemet adopterer åbenbart ukritisk Retslægerådets vurderinger og indstillinger og tillader ikke relevante kritiske spørgsmål fra en part i sagen. Hvem fører så tilsyn med Retslægerådet og dets sagsbehandling og kontrollerer, om det er relevant sammensat i en given sag? I mit tilfælde var der ingen læger med indsigt i ME og to af de tre medlemmer var inhabile med tilknytning til Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser. Sandheden måtte ikke komme frem. Jeg mente derfor, at landsretten ville dømme som byretten og ikke tage lægeløftet, proportionalitetsprincippet og Mogens Undéns vidneudsagn med i afgørelsen. Landsretten viste med al ønskelig tydelighed, hvor dens sympati lå. Jeg ville tabe sagen og jeg hævede den i maj 2020. I stedet for en landsretssag, skrev jeg en bog.

Denne hårde behandling af mig fra systemets side har ikke gjort mig bitter, snarer tværtimod. Forståelse og overbærenhed er detjeg med tiden har lært. Systemerne er jo ikke ”klogere” end den klogeste. Det eneste jeg ikke har tilgivet, er Forskningscenter for Funktionelle Lidelser og deres ansatte, fordi konceptet snyder og bedrager det danske samfund, som skrædderne snød i ” Kejserens nye Klæder”. Dette endda med sundhedsstyrelsen og sundhedsministeriets accept.

Disse oplevelser fik mig ikke til at overveje at gå ind i politik. Det gjorde de politiske fadæser som regeringen og Fredericia byråd har gjort de sidste mange år. Jeg syntes nok var nok.

Der skal radikale ændringer til og jeg beslutter at gå ind i kommunal politik. Jeg forventer, lidt naivt måske, at mine erfaringer og mærkesager vil kunne ændre landets politiske morads, ved at starte lokalt i Fredericia og derfra brede sig til resten af landet.

Den demokratiske borgerliste, som er dannet sammen med Sune Nørgaard Jakobsen, vil snart offentliggøre valgprogrammet. Jeg håber mange vil vise interesse for vort program, og støtte os med et kryds ved kommunalvalget.

Venlig Hilsen

Stig Gerdes

Byrådskandidat for Den demokratiske borgerliste i Fredericia.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer