Bedste image for fjerde år i træk

Troværdighed, god service og god rådgivning er de tre parametre, kunderne vægter højest, når de skal vurdere et pengeinstituts image.

Middelfart Sparekasse har også i 2019 det bedste image blandt landets 30 største pengeinstitutter. Det viser analyse fra branchemediet Finanswatch og analysevirksomheden Wilke.

Med en overordet score på 79,6 point ud af 100 mulige topper Middelfart Sparekasse undersøgelsen “Finansimage 2019”, som branchemediet Finanswatch og analysevirksomheden Wilke netop har offentliggjort resultaterne af.5.049 danskere over 18 år har deltaget i undersøgelsen, som ud over en samlet score vurderer de 30 største danske pengeinstitutter på otte imageparametre.

– Analysen viser, at de tre vigtigste parametre er troværdighed, god service og god rådgivning. Det er selve fundamentet for Middelfart Sparekasse, at kunderne har tillid til os, og at de får hurtig og kvalificeret hjælp, når de har behov for det, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

I top på syv af otte imageparametre

Han glæder sig over, at sparekassen ligger nummer ét i alle tre kategorier – faktisk topper Middelfart Sparekasse analysen i syv af de otte underliggende parametre og er nummer to i den ottende kategori.

– Det er svært at være andet end umanerligt stolt. I vores nye strategi står der, at tillid er den vigtigste vare, vi har på hylderne, og at vi opnår tilliden ved at sikre, at vores handlinger altid er “til fælles bedste”, som er navnet på strategien. Undersøgelsen her viser, at der er overensstemmelse mellem det, vi siger, og det vi gør, siger Martin Baltser.

Han tøver ikke med at sende æren for førstepladsen videre til de 330 kolleger i sparekassen.

– Det her er ikke en pris, der kan vindes fra direktørkontoret. Det er i mødet med sparekassen og alle os, der udgør sparekassen, at vores image dannes. Derfor er en kæmpe tak til alle kolleger på sin plads, siger Martin Baltser.

Det er fjerde år i træk, at Finanswatch og Wilke laver undersøgelsen “Finansimage”, og det er fjerde år, at Middelfart Sparekasse topper listen. Sparekassens samlede score er gået frem med 3,9 point siden sidste år.

Om analysen:

  • Finanswatch og Wilke har spurgt 5.049 danskere over 18 år om deres syn på de 30 største pengeinstitutter
  • Undersøgelsen munder ud i en samlet score og en score på otte underliggende parametre
  • Med en samlet score på 79,6 topper Middelfart Sparekasse listen
  • Sparekassen ligger nummer ét på syv af otte underliggende parametre og nummer to på det ottende
  • Der er også lavet regionale målinger, og i Region Syddanmark ligger Middelfart Sparekasse også nummer ét med en score på 81,1.
https://www.eventc.dk/events/