I disse dage går historiens største rock og koncertband på scenen i USA. Rolling Stones symboliserer på den mest tydelige måde, hvor svært det er for generationen, der var unge i 1960’erne, at forlade scenen og give plads til nogle andre. Mick Jagger på 78 år, Keith Richards på 77 år og Ronnie Wood på 74 år er gamle pensionister i slutningen af 70’erne. Trommeslageren Charlie Watts døde for nylig, 80 år gammel, men hvis det ikke var fordi døden kom, havde han nok også været med på endnu en verdensomspændende koncertturne.

På scenen er de tre resterende Rolling Stones medlemmer forbløffende nok i stand til at spille, på trods af at mange jævnaldrende er på plejehjem eller venter på besøg fra hjemmeplejen. Man kan naturligvis altid beundre deres vitalitet, men de mange filmoptagelser fra koncerterne, der florerer på Youtube, afslører nådesløst, at sangteksterne og energien ikke passer til Rolling Stones længere. For nogle måneder siden var Genesis også på tourne, og det skete med en siddende Phil Collins på kun 70 år. Her viser filmoptagelserne, hvor svært det er for Collins at skjule alderen.

Uanset hvad der får disse ikoner til at gå ud og lege unge, så skal de have lov til det. Og for dem der gerne vil have et skud nostalgi, er det sikkert helt fantastisk. Men bag ved dette ligger der også et problem, nemlig den vestlige verdens besættelse af evig ungdom. Noget som ingen kan leve op til. Paul McCartney på 79 år kan ses næsten konstant på Youtube, hvor han enten fortæller om fortidens store bedrifter eller nye projekter. Han overgår uden undtagelse alle ikoner fra Beatles-generationen, når det kommer til at leve en ung alderdom. Som en af stifterne af Beatles, er han om nogen et menneske, der har præget sin generation. Når han i 2022 fylder 80 år, vil han sikkert fortsat afholde koncerter og medvirke i tv-udsendelser.

Ungdommen i dag må med forbløffelse se på Beatles-generationens evne til at iscenesætte sig selv. Ungdomsoprøret, der i Danmark startede på Københavns Universitet, nærmere bestemt det psykologiske fakultet, blev begyndelsen til en massiv kulturforandring i landet. Da Beatles-generationen i 1970’erne begyndte at få nøglerne til Danmark, satte de deres idealer på landkortet på en uhørt effektiv måde. Det er generationen, der fik indført fri abort, porno, bistandsloven, skilsmisseloven, børnehaver, massive reformer af folkeskolen og ikke mindst den lykkelige fortælling om kernefamilien: Far, mor, dreng og pige.

Det gik alligevel ikke helt som forventet. Efter det rødeste årti i Danmarkshistorien sluttede 1970’erne pludseligt og brat. Idealerne forsvandt ind i en økonomisk krise, hvor også Beatles-generationen blev nød til at være med til rydde op, hvis Danmark ikke skulle gå fallit. Man kaldte det for fattigfirserne. Folk fik klippet deres lange hår, smidt de lyserøde trutbukser ud, købte bil nummer to og bygge en carport, som TV-2 synger i deres samfundsrevsende univers. Nu hvor Beatles-generationen selv fik teenagere, skulle piben have en anden lyd.

Det var blevet tid til rationaliseringer. Man diskuterede ikke længere økonomisk solidaritet, der var Beatles-generationens største drøm: At få økonomisk lighed. I takt med at industrisamfundet var ved at afvikle sig selv, opstod nye behov indenfor management og livsstil. Det blev i 1980’erne igen moderne at tjene penge og man kunne ligefrem stå ved sin egen grådighed. Parcelhuse skød op som paddehatte over hele landet, hvor den ene ligusterhæk spirede efter den anden. Og for hvert et vænge og hver en vej, blev ungdomsoprøret endegyldigt afviklet til fordel for kapitalismen. Beatles-generationen var selv vokset op i velstand, men deres egne børn badede i smør. Her var det nødvendigt med et værelse til hver barn. Der var langt fra dengang, hvor 4-5 børn kunne dele et værelse og der var fælles lokum i gården.

Mange af hitmelodierne fra 1960’erne afløste den sukkersøde stil fra 1950’erne. Der blev talt meget om, at Beatles jo ikke havde klippet deres hår. Man skal nok være født i 1940’erne, for at forstå hvorfor det var noget at tale om. Men det var det. John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr er ikke bare legender. De er definitivt historiens største kultur populærfænomen. Diskussionen kan så gå på, om Rolling Stones er nummer to. Men en ting har de tilfælles, og det er deres popularitet blandt deres jævnaldrende, men ikke mindst de efterfølgende generationer.

I 2023 er det 60 år siden at Beatles udsendte deres album ”Please please me” med blandt det absurde store hit ”Twist and Shout”. Fra 1963 og frem til i dag kan man godt mene, at Beatles-generationen har markeret deres tilstedeværelse på jorden eftertrykkeligt. Spørgsmålet er også om Paul McCartney, Ringo Starr, Mick Jagger, Keith Richards og Ronnie Wood nogensinde vil ende som pensionister. Men rundt omkring i Danmark sidder der sikkert en 78 årig eller to, der har tilpas stor respekt for de ældre herrers ligegyldighed overfor alder.

Skriv en kommentar