Det var en teknisk fejl hos banken, som gjorde, at en 49-årig mand fra Fredericia pludselig havde adgang til en kassekredit på sin konto. Men i stedet for at gøre sin bank opmærksom på fejlen, udnyttede den fredericianske mand den økonomiske fordel i fulde drag.

Ifølge anklageskriftet, som Fredericia Avisen har fået aktindsigt i, hævede den 49-årige mand 87.353,51 kroner på kassekreditten på under 3 måneder før banken opdagede fejlen. Hævningerne er sket i perioden 25. februar 2014 til 22. maj 2014.

Banken kræver nu beløbet tilbage af manden, som er blevet tiltalt for ulovlig omgang med hittegods. Der falder dom i sagen ved Retten i Kolding på mandag.