En af Danmarks helt store IT-virksomheder, Bankdata, bygger nyt udviklingskontor til 1.100 medarbejdere i Aarhus Nord. Bankdata ser tech-miljøet i Aarhus som det ideelle sted til at tiltrække og fastholde de dygtigste IT-medarbejdere. Det nye udviklingskontor er samtidig en milepæl for byudviklingsområdet Lisbjerg i Aarhus N, hvor udviklingskontoret bliver placeret.

Aarhus Byråd har netop godkendt Bankdatas plan om at opføre et nyt udviklingskontor til 1.100 medarbejdere på en stor byggegrund i Lisbjerg, der er et af Danmarks største byudviklingsområder. Her kommer IT-virksomheden ind i et nyt, attraktivt erhvervsområde og bliver nabo til et letbane-stop med få minutter til tech-uddannelserne og IT-byen i Aarhus.

– IT- og tech-miljøet i Aarhus og IT-uddannelsen på Aarhus Universitet er af høj international klasse og helt unikt i Danmark. Vi er generelt vokset meget i antallet af medarbejdere i de seneste år, og i 2021 bød vi ca. 250 nye kolleger velkommen til Bankdata, siger Esben Kolind Laustrup, adm. direktør i Bankdata, og fortsætter:

– Vi sigter mod at blive den førende digitale partner til den finansielle sektor i Danmark. Det kræver, at vi kan blive ved med at tiltrække og fastholde de dygtigste it-medarbejdere i branchen, og vi tror på, at Aarhus kan understøtte vores ambitioner.

Det nye udviklingskontor til Bankdata får få minutter fra E45 og bliver en del af en ny tæt, urban og levende bydel i Aarhus med 25.000 indbyggere. Borgmester Jacob Bundsgaard kalder aftalen med Bankdata for en meget positiv nyhed:

– Det er rigtig glædeligt, at Bankdata, som en af Danmarks store IT-virksomheder, vælger Aarhus for at blive en aktiv del af det stærke tech-miljø i Aarhus, som i disse år er i markant fremgang. For mange af virksomhederne i vækst er rekruttering blandt de helt store fokusområder, og det er oplagt, at en placering i Aarhus øger mulighederne for at tiltrække, udvikle og fastholde IT-specialister. Bankdata er med til at cementere Aarhus’ position som et internationalt tech-miljø og bliver samtidig en vigtig spiller i at understøtte den videre udvikling af miljøet i Aarhus.

Placering skal understøtte vækst
Udviklingskontoret kan blive på 22.300 m2 og i første omgang med plads til 600 medarbejdere. It-virksomheden har desuden sikret sig rettighederne til at udvide med yderligere 500.

– Vi forventer fortsat vækst og skal rekruttere mange nye medarbejdere både i år, og når vi kigger fem og ti år ud i fremtiden. Derfor vælger vi en fremtidssikret placering, hvor vi bliver en del af et stort økosystem med både arbejdspladser, medarbejdere og uddannelser, siger Esben Kolind Laustrup.

Bankdata vil fortsat vil have hovedsæde i Fredericia, hvor virksomheden blev grundlagt i 1966. Bankdata bygger it-løsninger for en række danske pengeinstitutter og har ca. 900 medarbejdere, der udvikler IT-løsninger for 1,7 mia. kroner om året. Deres systemer bruges af ca. 1,6 mio. danskere.

Om Bankdata
Bankdata er en af Danmarks største IT-virksomheder med ca. 900 medarbejdere, der bygger IT for 1,7 mia. kroner om året. Deres løsninger bruges hver dag af 7.500 bankmedarbejdere, 1,6 mio. privatkunder og 187.000 erhvervskunder.
Bankdata leverer digital konkurrencekraft til otte danske pengeinstitutter, som både er virksomhedens ejere og kunder. IT-løsninger er bl.a. til betalinger via mobilen, lån til huset eller internationale handler mellem store koncerner.
Bankdata har i dag kontor og udviklingscentre i Fredericia, Silkeborg og i INCUBA på Katrinebjerg i Aarhus.

Om IT- og tech-miljøet i Aarhus
• IT- og tech-miljøet i Aarhus har alene i IT-sektoren ca. 15.000 arbejdspladser samt et nogenlunde lige så stort antal digitale medarbejdere i virksomheders it-afdelinger
• Aarhus-områdets styrke og attraktivitet på it- og tech-området illustreres blandt andet også af tilstedeværelsen af udenlandske it-virksomheder som Apple, Google, WMware, IBM, Tradeshift og Uber – samt et stadig stigende antal udenlandske virksomheders og investorers opkøb af aarhusianske it-virksomheder. For nyligt illustreret ved opkøbet af it-virksomheden Humio til 2,4 mia. kr. af amerikanske Crowdstrike. Såkaldte ’Unicorns’ (dvs. startups med markedsværdi på over 1 mia. $) som Just Eat, Trustpilot og Lunar er grundlagt i Aarhus.
• Den stærke aarhusianske position er funderet i en lang tradition for privat-offentligt samarbejde. Et samspil, der blandt andet har resulteret i opbygningen af et af landets største it-viden- og innovationsmiljøer på Katrinebjerg i Aarhus.
• Aarhus Universitet har som et sine særlige strategiske fokusområder at uddanne endnu flere IT-specialister og vil i de kommende år gennemføre en markant udbygning af et nyt tech campus på Katrinebjerg. Hertil er der vedtaget to nyere lokalplaner, som samlet giver mulighed for over 300.000 m2 tech campus med uddannelse, forskning, kollegier, virksomheder og lign. inden for IT, tech og engineering.
• En række større virksomheder med mange IT-ansatte har sammen med Aarhus Universitet og Aarhus Kommune etableret samarbejdet ’Destination Aarhus’, som har til formål at tiltrække, udvikle og fastholde IT-specialister i Aarhus.
• Forskerparken INCUBA udvider med 22.000 kvadratmeter på Katrinebjerg i Aarhus designet til at huse scaleups og udviklingsteams fra førende tech-virksomheder.