Den 25. november uddelte det danske it-medie Version2 priser til landets største it-talenter. Lena Hoffmann Stubkjær og Kim Kjær Fiedler fra Bankdata landede en andenplads i hver deres kategori.

Silkeborgenseren Lena Hoffmann Stubkjær var nomineret i kategorien “Årets it-projektkonsulent”, mens Kim Kjær Fiedler, som er bosat i Brabrand ved Aarhus, tog andenpladsen i kategorien “Årets it-udvikler”.

Jury kårer talenter

Priserne blev uddelt på baggrund af en grundig vurdering foretaget af en jury. I år bestod juryen af en række tunge profiler fra toppen af den danske IT-branche.

Juryen vurderer, om kandidaterne møder brancheniveau ud fra deres tekniske og menneskelige færdigheder, evnen til at tænke nyt, deres faglige resultater inden for det seneste år samt deres Linkedin profil. Desuden bliver der indhentet udtalelser fra kunder og samarbejdspartnere.

Juryens medlemmer og deres begrundelse findes nederst.

Stolte talenter

Version2 inviterer it-virksomheder fra hele landet til at indstille deres dygtigste medarbejdere. Kim Kjær Fiedler og Lena Hoffmann Stubkjær var både overraskede og stolte af indstillingen fra Bankdata og den endelige placering.

Kim Kjær Fiedler. Foto: PR

– Det er virkeligt rart at få anerkendelse fra tætte kollegaer, kunder og resten af Bankdata. Det er fedt at få et skulderklap for den måde, jeg arbejder på, og den måde jeg hjælper andre på. Jeg er glad for at have fået en fin placering, men det har været den gode feedback og de gode samtaler, jeg har haft undervejs i processen, der betyder mest for mig, siger Kim, der er Lead Domain Architect.

Lena Hoffmann Stubkjær. Foto: PR

– Jeg blev meget overrasket over nomineringen for ikke at nævne det endelige resultat. Det er en sindssyg anerkendelse at få – både af branchen men i særdeleshed også at sin arbejdsplads. Jeg er meget taknemmelig for opbakningen, og jeg synes, det understreger hvilken fantastisk kultur, vi har i Bankdata, siger Lena Hoffmann Stubkjær er Enterprise Architect.

Fagjuryens vurdering af Kim Kjær Fiedler: 

Årets nr. 2 i udviklerkategorien er Kim Kjær Fiedler. Han har spillet en central rolle i en vellykket udvikling og udrulning af Bankdatas nye platform til net- og mobilbank. En platform som både Bankdatas kunder og mange danske netbankbrugere i dag nyder godt af. Udover at være en teknisk stærk udvikler formår Kim som arkitekt at tage stort ansvar for hele den faglig retning hos Bankdata med stor og opdateret viden om forskellige teknologier – hvordan de kan spille sammen i Bankdatas løsninger. Endelig udmærker Kim sig ved at være en stærk teknologikommunikatør, som både fremstår vellidt og inspirerende overfor sine kolleger. Derfor er Kim en flot nr. 2 i årets IT-talent.

Fagjuryens vurdering af Lena Hoffmann Stubkjær:
Årets nr. 2 i IT-konsulent kategorien er Lena Hoffmann Stubkjær. Vi har her en kandidat, som dels har formået at levere stærke resultater som entreprise arkitekt i det konkrete projekt: Det Dokumenterede Overblik, som figurerer som et både komplekst og vigtigt projekt for arbejdsgiveren Bankdata. Dels har kandidaten formået at styrke en sammenhængende governance inden for forretningskritiske områder som risikostyring, beredskabsstyring, outsourcing og privacy. Udover at levere konkrete resultater til forretningen viser udtalelser fra forskellige stakeholdere, at Lena formår at skabe en enorm stor menneskelig og professionel respekt omkring sin person. Lena fremstår derfor overbevisende på alle overordnede it-talent kriterier og er en fortjent nr. 2 i årets IT-talent.  

Fagjuryen bestod i år af:

  • Ebbe Petersen, Head of Cybersecurity & Compliance Consulting, NNIT​
  • Annie Stahel, IT-chef, Danmarks Statistik​
  • Peter Leth, områdedirektør for ledelse, karriere og kompetence, Ingeniørforeningen, IDA​
  • Sara Juhl, Direktør, Bloom​
  • Kim Poulsen, Teamleader Electronic Engineering, UNEEG​
  • Erik David Johnson, Principal AI Specialist, Delegate A/S​
  • Dennis Roi Hansen, Head of Intelligence & Audience, Teknologiens Mediehus.