Håndbold er en lille spiller pengemæssigt i det store internationale billede, men lønniveauet og kommercialiseringen har været stigende i de senere år, hvor Mellemøsten forsøger at blive en magtfaktor. Nationaliseringer af topspillere, der får en stor hyre udbetalt og kan sikre deres familier og deres egen fremtid, er blevet hverdagskost.

Vi spoler tiden tilbage til 2015. Qatar, der ikke tidligere har været nogen magtfaktor i håndbold på verdensplan, skulle være VM-værter. IHF har gennem mange år forsøgt at udbrede håndboldsporten, og det især med det kommercielle for øje, og der blev øjnet et marked i oliesheikernes land, hvor der er store muligheder.

Men derfra og til at have et landshold af kvalitet er en længere proces. Det naturlige ville være at oparbejde et talentarbejde, men det er ikke bare ligetil, og skaber ikke succes her og nu. Og sådan leger man ikke i Qatar, hvor man skal præstere på højeste niveau fra dag et. Stærke navne som Daniel Saric, Goran Stojanovic, Zarko Markovic, Bertrand Roine og Rafael Capote blev nationaliseret, og til at lede dem blev toptræneren Valero Rivera hyret.

Fælles for alle de nationaliserede spillere, pånær Roine, er at de kommer fra ikke vesteuropæiske lande, og derfor har en anden tilgang til livet end man ser det i eksempelvis Danmark. Tilbage i 2011 fik Nikolaj Markussen tilbuddet om at stille op for Qatars landshold, men det krævede, at han ikke spillede en landskamp i tre år pga. det internationale forbunds regelsæt. Det gik Markussen ikke med til. 

– Det er nogen, der har en masse penge, som gerne vil købe sig til et landshold, og så får man et tilbud, om man vil tage imod en masse penge. Jeg skulle have droppet de rød-hvide farver, men det kunne jeg simpelthen ikke, sagde danskeren til TV 2 SPORT.

Capote (ham med bolden) har været en af profilerne på Qatars landshold siden 2015. (Foto: Egypt2021)

Markussen endte med at få en håndboldmæssig karriere i Qatar, men ikke på landsholdsplan. Det skete, da han i foråret 2013 blev solgt til El Jaish fra den daværende spanske storklub, Atletico Madrid. På daværende tidspunkt handlede oliesheikkerne fra Qatar store navne til deres liga, og i ligaen spillede også blandt andet den islandske verdensstjerne Olafur Stefansson på daværende tidspunkt, men i de senere år hører det til sjældenhederne, at stjerner fra de vesteuropæiske breddegrader er draget til Qatar. Dengang, da Markussen blev solgt til El Jaish, var transfersummen eftersigende 800.000 euro, og det var på daværende tidspunkt en af de højeste summer, der er betalt for en håndboldspiller.

– Jeg synes bestemt, at niveauet i Qatar er til, at jeg fortsat kan spille på landsholdet. Det er et land, som er på vej fremad, og som vil gøre rigtig meget for at promovere VM-slutrunden, som ligger i 2015 (og afholdes i Qatar, red.), så de er ved at forbedre ligaen, sagde Markussen til DR Sporten efter skiftet til Qatar.

Quintana (målmanden) er cubanskfødt, men tørner ud for Portugal. (Foto: Egypt2021)

En generel tendens igennem mange år har været, at cubanskfødte håndboldspillere er blevet nationaliseret. Cuba ville kunne have stillet et hæderligt hold, hvis de havde alle cubanere til rådighed. Blandt de spillere er blandt Rafael Capote, og et af de seneste skud på stammen er Frankis Marzo, der siden 2011 har tørnet ud for Sporting CP fra Portugal. Indtil 2017 var den 33-årig venstre back tilgængelig for hjemlandet Cubas landshold, men så blev han nationaliseret af Qatar, hvor han siden har han markeret sig som en markant profil og spillede en hovedrolle til den seneste VM-slutrunde. I sin tid i Sporting har Marzo også imponeret, men angiveligt skifter han til Al-Arabi SC fra Qatar på en 5,5 årig, der formentlig kommer til at sikre Marzo og familiens pengemæssige fremtid.

Efter den VM-slutrunde Frankris Marzo spillede, hvor han blev samlet topscorer med 58 mål, hvor ingen af dem var på straffekast. Det står i stærk kontrast til eksempelvis Sander Sagosen, der lavede 54 mål og blev den næstmest scorende. Ud af de 54 mål var 22 på straffekast, og det siger derfor noget om det niveau, som den cubanskefødte Marzo lagde for dagen, og som kunne være blevet vist frem i europæiske topklubber, men sådan blev det ikke. I stedet valgte Marzo løsningen, der kan brødføde ham langt ud i fremtiden.

Igennem tiden er en del cubanere nationaliseret. Det er der intet odiøst i. Aktuelt er der også flere fra Portugal nationaliseret fra Cuba, blandt andet den dygtige keeper Alfredo Quintana, Alexis Borges og Daymaro Salina. Tidligere er Carlos Perez, der har spillet et hav af landskampe for Cuba, blevet nationaliseret til ungarer, men det skete ligesom de portugiske landsholdspillere heller ikke i et pengemæssigt øjemed. Fra 1997 og frem til 2013 spillede Perez for den ungarske storklub Veszprém, og det var i den forbindelse, at han blev nationaliseret og derfor tørnede den næsten to meter høje venstre back ud for Ungarns landshold fra 2002-2012.

Derfor er historien en anden i den sammenhæng med Quintana, Borges, Salina og Perez, der ikke har fået stukket en stor pose penge i hånden, og har skiftet deres cubanske nationalitet ud med henholdsvis Portugal og Ungarn. Der har eksempelvis Capote og Marzo haft en hel anden dagsorden, da de intet forhold har haft til Qatar før, at de skiftede deres cubanske pas ud med Qatar.

I tilfælde som Zarko Markovic og Daniel Saric ligger der flere ting bag. De er begge jugoslavisk fødte, og for Markovic’ vedkommende har han repræsenteret det montenegrinske landshold, men i samme tidsperiode, som Markussen blev tilbudt at skifte til Qatars landshold, fik han buddet. Derfor stoppede Markovic med at tørne ud for Montenegro i 2012, og efter at have afsonet den tre-årig karantæne var han klar til VM-slutrunden i 2015. Året forinden var han skiftet til El Jaish, som Markussen spillede for fra 2013-14, og der blev den jugoslavisk fødte højre back spillet ind på Qatars landshold før, at han lovligt kunne tørne ud for landsholdet.

Helt samme historie gør sig ikke gældende med Saric. Han spillede i en lang årrække i spanske klubber. Keeperen er for alvor kendt for tiden i Portland San Antonio og Barcelona, hvor han spillede for sidstnævnte fra 2009-16. Landsholdsmæssigt havde Saric haft en omtumlet karriere, der startede hos Serbien-Montenegro fra 2000-06, hvorefter han i 2010-11 trak Bosniens nationaldragt over hovedet. Derefter tog Saric endnu en landsholdspause, da buddet fra Qatar kom. Den nu 43-årig Saric har siden stoppet i Barcelona tørnet ud for fire forskellige klubber fra Qatar, og siden 2019 har han vogtet målet for klubben Al Arabi.

Rent kommercielt skal håndbolden udvikle sig. Eksempelvis giver TV 2 omkring 30 millioner kroner årligt for rettighederne til danske landskampe, pokalturneringen og ligaerne, og det er peanuts, hvis man kigger på det i forhold til Superligaen i fodbold, hvor NENT og Discovery angiveligt betaler omkring 300 millioner kroner for årligt. Det til trods for, at seertallene i håndbold i flere tilfælde er højere end til fodboldkampe, er der stor forskel, og på den måde skal håndbolden være bedre kommercielt til at sælge produktet, men dertil kommer, at skabes økonomi på at købe spillere til at spille på et landshold er bagsiden af medaljen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer