Lørdag aften var der igen gang i den i Tøjhusets baggård. Hush og Noah var på scenen, og med god hjælp fra et feststemt publikum lykkedes det at holde regnen på et minimum.

For tiden er der en lettelsen suk for kunstnere, der igen bliver sluppet løs på scenen. Det var også tilfældet for Hush, der startede lørdagens koncert ud. Forsanger Dorthe Gerlach sagde til publikum, at hun ikke var den eneste, der har haft en mærkelig tid uden koncerter. Det har hjælperne omkring også, og derfor var Hush’ første nummer dedikeret til Tøjhusets frivillige stab, der for alvor er kommet på “græs” igen i de her dage.

Der blev skålet og bedt en bøn til vejrguderne. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Hush består af duoen Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann, og de har været sammen siden 1997, og siden har de været nomineret til Danish Music Awards adskillige gange. Undervejs er det blevet til fire albums, hvoraf det seneste er Sand, som udkom i 2017.

Allerede et par numre inde i koncerten begyndte regnen at sile ned, men Tøjhuset havde taget deres forholdsregler og havde regnslag til salg, og undervejs kom frivillige rundt med håndklæder så bænkene kunne blive tørret af.

Regnslagene blev fundet frem under Hush. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Dorthe bad undervejs en bøn til regnen om at stoppe, og den blev hørt, men inden havde hun påskønnet de fremmødte, som hun håbede, at pressen ville tage billeder af og sende til Borgmester Jacob Bjerregaard så de skulle betale 0 kroner i skat i 2021.

Publikum gav den gas fra bænkpladserne, og det hele sluttede af med et ekstranummer, der blev Kim Larsens Pianomand, og selvom ingen fik fløjtet på den ønskede måde, så var det tanken der talte, som Dorthe udtrykte det.

Gang i dansegulvet

Efter en pause, hvor der var tid til at få hentet forsyninger i baren, så gik Noah på scenen til den sidste del af lørdagens koncert. Oprindeligt var Noah en duo bestående af Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm, og sammen brød de igennem med hits som “Alt er forbi” og “Over byen”, men i slutningen af 2015 droppede Lasse Dyrholm ud af duoen.

Publikum var vilde med hvad de så og hørte fra scenen. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Det stoppede dog ikke Noah. I 2016 udkom singlen “Vi brænder”, og den blev af Team Danmark valgt til at være den officielle danske OL-sang ved OL 2016 i Rio, og selvom Copacabana ikke ligger i Fredericia, så kom der gang i hofterne, der blev svinget fra publikum, som flere gange var oppe at danse og give stående applaus.

Undervejs blev “Kære mor” sunget. Det var med følelserne ude på tøjet, at den blev præsenteret af Troels, der fortalte, at han ikke er særlig god til at tale med sin mor om tingene, og i stedet havde skrevet en sang.

Med guitarspil og sang fik Troels Gustavsen fanget publikum. (Foto Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Koncerten sluttede med det velkendte ekstranummer, “Alt er forbi”, og efterfølgende kunne man i dén grad konstatere, at regnen blev sunget væk fra Tøjhusets baggård lørdag aften.

Leave a Reply