Torsdag havde Fredericia Kommune inviteret til informationsmøde om “Fredericia Kommunes første cirkulære partnerskab for værdiskabende byggeaffald”. Arrangementet blev afviklet på kommunens  Genbrugsplads på Bundgårdsvej 2 i Erritsø og ca. 30 håndværkere, virksomhedsejere og andre interesserede mødte op for at høre om det nye partnerskab, der bringer Fredericia op i den absolutte superliga ikke alene på visioner på miljøområdet, men især i form af konkret handling.

Klare og konstruktive præsentationer

Formanden for kommunens Miljø- og Teknikudvalg, altid joviale og velforberedte Christian Bro, bød de fremmødte velkommen og han gjorde en dyd ud af at understrege, at Fredericia som en af de få kommuner har et Miljø- og Teknikudvalg og ikke et Teknik- og Miljøudvalg som de fleste andre, og at det måske er en af grundene til, at Fredericia med det nye partnerskab virkelig gør en proaktiv indsats for at beskytte vor klodes begrænsede ressourcer og satse på genanvendelse i videst mulig udstrækning, nu også indenfor byggebranchens affaldshåndtering. Og ellers brugte udvalgsformanden sin taletid på at fortælle om kommunens bæredygtighedstrategi med eksempler fra den genbrugsplads, der var fin udsigt til fra lokalet, der husede arrangementet.

Gennem de to og en halv time som arrangementet varede bandt Gitte Lyager Ryan og Poul Møller, begge fra kommunens “Affald og Genbrug”, de enkelte indlæg sammen, og selv det fine traktement var i alle henseender bæredygtigt, både drikke- og madvarer, selvom det lige tog lidt overvejelser for enkelte af de fremmødte håndværkere at kaste sig ud i kødløse veganske sandwiches.

Tilhørere til Take-Back-Hub Fredericia
Tilhørere under præsentationen af Fredericias nye Take-Back-Hub (Foto: Claes Andersen, Fredericia AVISEN)

Introduktion til TAKE-BACK-HUB FREDERICIA, som det nye tiltag hedder blev fint introduceret af ved Gitte Lyager Ryan og Poul Møller inden Ingo Walterscheid, Seniorprojekt og C2C værdikonsulent hos Armstrong Ceiling Solutions, fortalte om “Cirkulært byggeaffald – fra udgift til indtægt”, der var en levende og veltilrettelagt præsentation, der med tysk grundighed sørgede for både tal og eksempler og tegnefilm som fik de fremmødte til både at spidse ører og stille spørgsmål, der kvikt og kompetent blev besvaret.

Konkret er Armstrong Ceiling Solutions involveret i et nyt projekt omkring genanvendelse af loftsplader fra kommunens ejendomme. Og det er netop dette projekt som er det første af flere planlagte i byens nye “Take-Back-Hub” på Bundgårdsvej.

Bæredygtige byggeprojekter fører an

..var overskriften for de sidste to indlægsholdere, først Tim E. Andersen, Projektdirektør, Kanalbyen/FredericiaC, der især gjorde “reklame” for den klimasikring som Kanalbyen i de seneste år er blevet udstyret med og som er et værn mod stigende havvandsstand og stormfloder. Et projekt som vi i flere omgange har berettet om i Fredericia AVISEN, bl.a. i denne artikel fra 20.august: Minister besøger Kanalbyen i eftermiddag

Stefan Weihrauch, Energi- og bæredygtighedsansvarlig hos Boligkontoret Fredericia afsluttede rækken af indlæg, og han formåede trods en uheldig PowerPoint-præsentation at give et godt indblik i Boligkontorets omfattende bæredygtighedsplan og kunne bl.a. med eksempler med bæredygtighed fra renoveringerne i Sønderparken og Korskærparken illustrere hvordan erfaringerne herfra kommer til at få indflydelse på de nye boligbyggerier i Kanalbyen der kommer til at skyde op inden området er fuldt udbygget.

Sjov konkurrence afsluttede eftermiddagen i Erritsø

Arrangørerne havde indlagt en praktisk konkurrence for at afslutte arrangementet, hvor tre hold med hver tre deltagere udvalgt blandt de fremmødte fik lejlighed til at sætte lofter op på tid.

Holdene sættes til konkurrencen ved Take-Back-Hub Fredericias præsentation
holdene sættes til konkurrencen ved præsentationen af Fredericias nye Take-Back-Hub (Foto: Claes Andersen, Fredericia AVISEN)

Det kneb lidt med at få fundet de ni deltagere, men da de først var fundet, var den en rigtig underholdende afslutning på et i alle henseender fint arrangement.

Vinderne af konkurrencen ved Take-Back-Hub Fredericias præsentation
Vinderne fra venstre dir. Lars Thomas Kristensen / Thortrans Randers A/S, Lars Nikolajsen, ejer LN Montage og John Lyng, faglærer på installationsskolen EUC Lillebælt samt Armstrong Ceiling Solutions, repræsenteret i Danmark ved senior projekt C2C og værdikonsulent, Ingo Walterscheid. (Foto: Flemming Kyster, Fredericia)

Holdet der vandt konkurrencen løb med et gavekort til et restaurantbesøg efter eget valg til deling til en værdi af 2400 kr., sponsoreret af Armstrong Ceiling Solutions.

https://www.gfforsikring.dk/kontakt-gftrekantomr%C3%A5det

Vi har grund til at være stolte af vores by!

Hele verden har snakket om miljø- og klimaudfordringer længe, men vi bor altså nu i en kommune der virkelig gør noget ved det!

Og væk er fortidens ensidige billede af en industritung, forurenet og usund by at leve i, som ellers i fortiden har præget omtalen af Fredericia i mange medier.

Der var rig grund til at kippe med det grønne miljøflag denne torsdag eftermiddag og som planerne ser ud, får vi snart endnu flere grunde til flagkipperi i den helt store stil.

Tillykke til Fredericia! Tillykke til Miljø- og teknikudvalget (og resten af byrådet bag bæredygtighedsplanen) og ikke mindst til byens borgere og byens omdømme i særdeleshed.