400 aspiranter sad klar med avis, penalhus og masser af ildhu, da Designskolen Kolding afholdte optagelsesprøve

Tag en avis. Dette er nu dit medie, og du skal i gang med en fuldstændig fri formopgave. Du skal bearbejde avisen til et formmæssigt udtryk og du må tegne, klippe, klistre og modellere som du vil.

Således lød én af opgaverne da dette års praktiske optagelsesprøve løb af stablen på Designskolen Kolding den forgangne weekend. 400 håbefulde aspiranter tjekkede ind online, klar til slippe kreativiteten løs i håbet om at komme i betragtning til en af de 70 eftertragtede studiepladser på Designskolen Kolding. Igen i år har covid-19 ændret forholdene omkring optagelsesprøven, og opgaverne var tilrettelagt sådan, at de kunne løses hjemmefra. Og en avis har de fleste.

– Det er vigtigt, at vi stiller opgaven ud fra, hvad der er tilgængeligt i de fleste hjem. De fleste har en avis liggende, og hvis ikke kan man hurtigt købe én eller spørge naboen. Og selvom det måske kan virke lidt gakket, er det en reel formgivningsopgave, hvor vi kan aflæse utrolig meget om deres kreative evner i forhold til, hvordan de løser opgaven, siger designer og underviser Allan Schmidt.

Ansøger vurderes på flere kriterier
Optagelsesprøven består af forskellige individuelle opgaver, der tilsammen har til formål at vurdere ansøgers potentiale. Udover formgivning skal ansøger også tegne og skitsere – fx sin egen hånd, en ting eller en følelse. Endelig skal man arbejde med en konkret designopgave over et bestemt tema. Her er det vigtigt, at man forstår at relatere sin løsning til en bestemt bruger eller målgruppe.

Designskolen Kolding lægger især vægt på evnen til at analysere, udvikle, tegne og evnen til at formidle og kommunikere visuelt. Ansøger bliver altså vurderet på et samlet hele, og ikke kun ét enkelt kriterium. Sammen med den praktiske prøve bliver ansøgere også vurderet på et personligt portfolio, der sendes til Designskolen Kolding inden optagelsesweekenden. Når den samlede vurdering er på plads, bliver de bedste inviteret til en personlig samtale.

Kommer du ikke ind – fortvivl ej
Designskolen Kolding får langt flere kvalificerede ansøgere, end der er studiepladser til. Kommer man ikke igennem nåleøjet, anbefales det at søge igen. Mange søger både to og tre gange, inden de bliver optaget.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer