Forside esport Astralis vinder i Arlington og tager 8. trofæ i 2018

Astralis vinder i Arlington og tager 8. trofæ i 2018

DEL

Astralis vandt natten til mandag dansk tid holdets ottende trofæ i 2018, da de i ECS finalen i Arlington slog MIBR med 2-0. Udover trofæet kan de danske verdensstjerner tage 250,000 USD med sig hjem.

Danskerne kom bedst fra start i finalen og var ikke på noget tidspunkt bagud i første map, der blev vundet med 16-14. Anderledes gik det på andet map, hvor der i de første runder stod MIBR på det meste. Efter en pausestilling hvor danskerne var nede med 8-7, kom Astralis tilbage i kampen og tvang MIBR ud i to gange overtid. Efter en intens affære vandt Astralis andet map med 22 – 20 og sikrede sig dermed deres ottende trofæ i 2018 samt 250,000 USD.

Efter finalen sagde Lukas ‘glave’ Rossander:

– Det var en virkelig intens kamp. Jeg tror aldrig, jeg har spillet så intens en kamp før. Andet map kunne være gået begge veje, men vi kæmper os igennem kampen og nu står vi her og kan løfte vores ottende trofæ i 2018. Det er helt vildt. Vi formår at holde hovedet koldt, når det virkelig gælder og det bliver altafgørende i dag.

– Konkurrencen er virkelig tæt blandt de allerstærkeste hold, og det kræver hele tiden mere at forblive foran de andre. Når alle kigger på dig og studerer dit spil, er det ikke nok at forblive på niveau. Du skal hele tiden forbedre dig bare for at holde niveau, og det formår vi, selvom de andre gør det godt, siger Lukas ‘glave’ Rossander, der sammen med resten af Astralis nu har ligget nummer 1 på verdensranglisten i historiske otte måneder i streg.

Astralis har spillet 14 LAN events med deres nuværende line-up og de har nået finalen ti gange. Heraf har de altså nu vundet 8 med sejren i Arlington.

Næste gang Astralis skal i kamp er ved ESL Pro League i Odense, der løber af stablen fra d. 4. december.

Sidste turnering for Astralis i 2018 er BLAST Pro Series i Lissabon d. 14. og 15. december.