Astralis slog tirsdag eftermiddag franske Vitality i kampen om direkte kvalifikation til slutspillet i polske Katowice, hvor alle verdens bedste Counter-Strike hold i denne uge spiller årets første store turnering. Astralis vandt den traditionsrige turnering i både 2017 og 2019 og er således på jagt efter et titelforsvar i én af årets største turneringer. 

Dagens kamp endte 2-0 til danskerne efter en helt vanvittig sejr i dobbelt overtid på andet map (16-9 på Overpass og 22-19 på Vertigo), hvilket trods spændingen glæder in-game leader Lukas “gla1ve” Rossander: 

– Vi var lidt shaky i de første kampe i BLAST-turneringen i London, så det har været vigtigt for os at slå tilbage og rejse os hurtigt. Vi har brugt de seneste uger på at banke noget rust af og finde tilbage til de gode vaner og den struktur, vi altid har arbejdet med, og det har givet os noget af roen tilbage i vores spil. 

– Det var en vigtig sejr i dag, både fordi vi har haft en del at arbejde med, men også fordi Vitality med Zywoo har virket utroligt stærke. Det viste andet map også alt om, hvor det nok blev lidt mere spændende end vi havde håbet. Men det må have været vildt at se udefra! 

– Resultatet i dag giver os en ekstra dag at forberede os på slutspilskampene og endnu mere tid til at justere på nogle ting, fortæller “gla1ve”.  

Sejren kommer efter en åbningssejr på 2-0 over Cloud9, hvilket betyder at Astralis torsdag spiller om en plads i semifinalen, som afvikles i legendariske Spodek Arena med plads til små 12.000 tilskuere. Lukas Rossander har gode minder fra netop Spodek, men vil ikke se så langt frem endnu: 

– Det polske publikum kan være nærmest vanvittige i deres opbakning til det hold, de støtter – og modsat hvis man har gjort sig upopulær. Vi har mange gode minder fra den arena og det er klart et af de største steder at vinde en turnering, men det er ikke noget, vi bruger energi på lige nu. Hvis vi ikke kvalificerer os til kampene i arenaen kan det jo være ligegyldigt, og turneringen i år er én af de stærkest besatte i meget lang tid.  

– Jeg ser os ikke som favoritter, men det er klart vi er et af de hold, der kan gå hele vejen. Det har vi vist før, og kan vi vinde den næste, er der jo ikke så langt igen. Men det er tidligt på året og der er stadig overraskelser i vente, så vi glæder os bare over at have vundet en vigtig og utroligt tæt kamp i dag, konstaterer in-game leaderen. 

Torsdagens modstander findes senere. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer