Det er ikke hver dag, at en virksomhed melder meget klart ud om “arvefølgen” og hvem der skal tage over før der egentlig skal tages over. Mange steder har man en god fornemmelse for hvem og hvordan, men det er ofte usagt indtil tiltrædelsen sker. Hos den lokale entreprenør, CJ A/S, spiller man med helt åbne kort. Når direktør Hans Jørgen Ebbesen træder af, så skal Vicedirektør Jonathan Smetana overtage ledelsen. 

Det er ikke en hvilken som helst virksomhed som Jonathan Smetana skal være leder af. CJ A/S, tidligere CJ Anlæg, har i lang tid været en af de største spillere på anlægsområdet, ikke kun i Fredericia, men i store dele af landet har den lokalt forankrede virksomhed slået sit navn fast. Blandt andet er det CJ A/S der indenfor få dage sætter spaden i jorden og udbygger Monjasa Park, så der kommer en overdækket tribune mere på byens fodboldstadion.

Læs også: Lokal entreprenør skal udbygge Monjasa Park

Som erhvervshistorie er det meget interessant, at CJ A/S har meldt så klart ud om hvem og hvordan virksomheden skal tegnes af når direktøren ikke længere skal være direktør. Som nævnt indledningsvist er det atypisk med den så klare og åbne kommunikation, men for en mand som Smetana må det blot give en sikkerhed og en ro i hans arbejde. Han ved hvor han ender – og indtil det er aktuelt, så skal han blot suge læring til sig fra den bedste, den nuværende direktør Hans Jørgen Ebbesen.

AVISEN satte Smetana i stævne til en kop kaffe på kontorerne på Erritsø Møllebanke, hvorfra CJ A/S kører deres forretning, til en snak om hvem han er, hvorfor det er ham der skal overtage – og hvordan man som virksomhed, men også som den næste i rækken, tænker når man melder så klart ud om fremtiden.

Allerede når man træder ind ad døren hos CJ A/S kan man se, at det er en virksomhed i vækst. Kontorer bliver indrettet og justeret, “der er lidt byggeaktivitet”, som Jonathan beskriver det. Vi gik ovenpå i et mødelokale, hvor udsigten er ud over Erritsøs industrikvarter. Jonathan Smetana er det “nye” ansigt i front, når Hans Jørgen Ebbesen om få år trækker sig fra direktørstolen. 

“Jeg er bygningsingeniør og mit første job var hos Vestas. Jeg var med ude på projekter rundt om i Europa; kontorer, fabrikker og testcentre. Så kom krisen, og den ramte også Vestas. Man skulle ikke fortsætte ekspansionen, så jeg skulle finde noget nyt. Jeg kommer fra Aarhus, men jeg faldt for stemningen hernede med en partnerdrevet virksomhed. Den værditilgang man havde overfor medarbejdere, kunder og samarbejdspartnerne var den jeg købte ind på. Nu er vi en 100% ejerledet virksomhed. Det er rigtig attraktivt selv at være herre i ejet hus. Det giver en stor commitment i vores ejerkreds”, forklarer Jonathan Smetana om sin fortid og indgang hos CJ A/S. “Se, allerede nu kom vi væk fra at tale om mig”, siger han med et grin, men netop det er meget beskrivende for en erhvervsleder, der sætter virksomheden over sig selv. 

“Jeg startede som projektleder for snart otte år siden. Der blev jeg ligeså stille rykket op i ansvar efterhånden som vi voksede. Jeg har siddet med et todelt ledelses- og projektansvar. Men på det sidste har det været ledelse. Det passer mig rigtig godt. For mig er det samme tilgang. Om det er projektledelse hvor alle skal spille sammen eller virksomhedsledelse, hvor alle også skal spille sammen. Det er dybest set det samme, bare i en anden skala. Det handler om at præge retninger, lytte og være med til at prioritere. Give folk mål de selv kan rende hjem”, fortæller Jonathan.

Det er ikke hvilken som helst virksomhed som Jonathan Smetana skal overtage det øverste ledelsesansvar i. CJ A/S har i de senere år gennemgået en udvikling og vækst, der kan gøre mange selvstændige misundelige. Opgaveporteføljen bliver større, medarbejderstaben følger med. Men det skal ikke gå stærkere end værdierne kan følge med, slår Jonathan fast.

“Virksomheden har udviklet sig meget i kompleksiteten af opgaver, hvor vi kan løfte ret store opgaver nu. Vi er også vækstet fra at være under 40 ansatte da jeg kom, nu er vi på omkring 140. Det er mange folk og mange munde. Det er et stort ansvar vi sidder med i forhold til at få de rigtige opgaver ind. Vi skal have nok at lave, men ikke for travlt til at vi ikke når i mål. Det bruger vi mange kræfter på”, forklarer han.

“Det der er vores kendetegn er, at vores kunder bliver ved os. Det gør de fordi de er tilfredse. Vi går langt for at komme i mål. Vi har en meget stor gensalgsportefølje, hvilket er anderledes end hos så mange andre. VI bruger ikke meget tid på salg, for meget ofte kommer folk retur til os. Det handler om forventningsafstemning og om at følge op. Så er vi også blevet selektive i hvem og hvad vi vil lave. Det er ikke alle projekter og kundetyper vi er sultne på”, lyder det fra Jonathan Smetana, Vicedirektør i CJ A/S, inden han følger op:

“Vi vil gerne de kunder som også vil de langsigtede relationer. VI vil ikke lave store enkeltstående opgaver der ikke kan følges op. Derfor passer det os godt her i Trekantområdet med mange store erhvervsvirksomheder. Det passer bare rigtig godt her. For at opnå synergien mellem opgaverne hjælper det at opgaverne er tæt på hinanden. Det giver flere muligheder for at flytte mandskab og materialer rimelig nemt og omkostningsfrit”.

CJ A/S er en kendt entreprenør i Fredericia, hvor de har været med på flere af de kommunale byggerier. Snart venter en ny tribune på stadion, men allerede nu kan man i samme område nyde den flotte ombygning af Fredericia Idrætscenter og thansen ARENA, som CJ A/S fik færdiggjort med en meget kort deadline. Lige for tiden har de også travlt. Fredericia Kommune har iværksat en række anlægsprojekter – og for CJ A/S har det gjort, at de har kunnet beholde deres personale i stedet for at afskedige i en krisetid.

“Det er noget af det her der har gjort, at vi har kunnet beholde medarbejderne. Siden Corona kom har vi vækstet i medarbejderantal – især medarbejdere fra Fredericia Kommune. Vi laver opgaver i Fredericia Kommune i alle klasser. Vi er delt i tre afdelinger med mange ressourcer. Fredericia Kommunes initiativer har været gode for os”, forklarer Jonathan Smetana.

“Vi har ikke haft store udfordringer, vi har haft ekstra udfordringer i en i forvejen travl hverdag. Men medarbejderne har været gode, helt ned på et lavpraktisk stadie. Vi vil aflevere samme kvalitet. Vi vil ikke stå stille og vi ville ikke sende nogen hjem. Der har været mange ændrede arbejdsgange, men det er blevet løst en efter en. Vi er stadig i en omskiftelig hverdag med begyndende opblusninger som vi forholder os til. Dagligt er der Corona spørgsmål som vi skal håndtere”, fortsætter han.

“Vi tager nogle små udgifter nu, men det er for at sikre os hvis vi skulle blive ramt. Det er en lille udgift nu. Vi skal sikre os at vi kan levere projekterne. Har vi indgået en aftale, så skal den overholdes”, slår Smetana fast.

Fremtiden er på plads

Det er meget offentligt, at Jonathan Smetana skal tage over hvor Hans Jørgen Ebbesen stopper – eller træder lidt mere i baggrunden. Det kommer naturligt, forklarer Jonathan.

“Det er meget naturligt for os at kigge fremad, men også at være åbne. Der er ingen grund til at gemme på beslutninger der er truffet. Det er en meget naturlig proces, det er ikke fordi Hans Jørgen forsvinder når jeg overtager, vil bytter bare ansvar. Han bliver ved med at bakke op om virksomheden og fortsætter her i en årrække efter. Det giver også mig en tryghed i, at jeg kan blive ved med at læne mig op af hans erfaring – som jeg også gør i dag”, fortælle Smetana.

Det er ikke de vilde og voldsomme fremtidsdrømme Jonathan Smetana fører med sig ind i direktionskontoret, han holder benene placeret solidt i den jyske muld og vil gerne fortsætte det arbejde der er lagt fundamentet til i de senere år.

“Vi skal fortsætte med at vækste, men det skal være kontrolleret vækst. I dag har vi ikke fokus på vækst, men det kommer lidt af sig selv, fordi vi leverer kvaliteten. Folk hører om os og vil gerne have os til at byde på deres opgaver. Men vi er også selektive i hvor mange nye ting vi går ind i. Men henover foråret og sommeren er vi vækstet på både funktionærer og timelønnede. Vi har også fået langvarige kontrakter, der giver bemanding på den lange bane også”, fortæller han.

“Vi skal være ydmyge. Vi er hverken de største eller de bedste i alle brancher.  Men som man taler om i sportens verden, så skal vi tage en kamp ad gangen. Lad være med at drømme for stort, men hold fødderne på jorden. Den ydmyge og realistiske tilgang. Det er ikke toplinjen, det er bundlinjen der tæller. Det handler om at drive en sund forretning hvor medarbejderne har det godt. Det hænger sådan sammen”, slår Vicedirektør Jonathan Smetana fast.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer