Boghandlerkæden Arnold Busck, der har eksisteret siden 1896 og i dag drives af fjerde generation har mandag indgivet en konkursbegæring til Skifteretten.

“Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. COVID-19 nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende. Vi har gjort alt, der står i vores magt for, at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt,” skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Arnold Buscks 30 danske butikker har været lukket ned helt eller delvist siden midten af marts, og medarbejderne har været hjemsendt. Ifølge selskabets hjemmeside har 15 af butikkerne været genåbnet med ændrede åbningstider.

Men regeringens hjælpepakker har altså ikke været tilstrækkelige, og selskabet venter fortsat på udbetalingen af lønkompensation.

“Arnold Busck har haft adgang til at søge hjælpepakker til faste omkostninger, men således som disse regler er udfærdiget, så vil Arnold Busck kun blive kompenseret i meget begrænset omfang for de faste omkostninger som følge af nedgangen i omsætning. Arnold Busck har som mange andre virksomheder endvidere kunnet søge delvis lønkompensation. Arnold Busck har imidlertid endnu ikke modtaget udbetaling fra de omtalte hjælpepakker, da sagsbehandlingen tilsyneladende har varet meget længere end forventet,” skriver selskabet.

“Disse hjælpepakker ville imidlertid under alle omstændigheder ikke kompensere Arnold Busck for de meget store tab, som Arnold Busck er blevet påført under COVID-19. Havde Arnold Busck haft mere likviditet at stå imod med, havde situationen måske været en anden, men det har virksomheden desværre ikke, hvilket blandt andet skyldes en for virksomheden ødelæggende proces omkring implementering af et nyt ERP-system for nogle år siden,” fortæller selskabet i pressemeddelelsen.

I seneste regnskabsår 2018/19 havde Arnold Busck A/S et underskud på over 14 mio. kr. ud af en omsætning på 316 mio. kr.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer